Fra Buddha i Burma til dansk baptistkirke

Som teenager skilte Sambuh sig ud. For han var ikke kristen. Han var buddhist i en burmesisk by, hvor stort set alle gik i kirke, inklusiv hans egen familie, som foruden hans forældre tæller tre yngre brødre og to yngre søstre.

– Min mor tvang mig selvfølgelig ikke til at tro på kristendommen, men hun anbefalede mig at komme i kirken, så det gjorde jeg for familiens skyld, siger Sambuh Langlé, da vi mødes i baptistkirken i Rønne, hvor han er ansat som præstemedarbejder.

– Men inde i mit hjerte troede jeg stadig på Buddha.

– Da jeg er seks år, sender mine mor og far mig på munkeskole. Det kan lyde mærkeligt, at mine forældre valgte at sende mig på en buddhistisk skole, når de selv var kristne. Men deres mål var at give mig gode uddannelsesmuligheder, og i den landsby, hvor vi boede, var munkeskolen den bedste, forklarer han.

– Jeg lærte alt om buddhisme, og det blev efterhånden mit fundament.

Hvordan kom det til udtryk?

– Hver morgen mellem fem og seks skulle vi meditere, og igen hver aften mellem syv og otte. Først læste vi i den buddhistiske ’bibel’ i en halv time. Bagefter skulle vi sidde i lotusstilling i en halv time, imens vi tænkte på de gode ting, som munkene sagde.

Munkene kunne ikke kontrollere, hvad Sambuh og hans klassekammerater tænkte på. Til gengæld vankede der fysisk afstraffelse, hvis man faldt ud af meditationsritualet.

– For at være helt ærlig, så ’mediterede’ jeg, fordi mine munkelærere sagde, jeg skulle. Hvis vi ikke gjorde det, så blev vi pisket fem eller ti gange. Jeg blev pisket rigtig mange gange. Og jeg har stadigvæk ar på mine ben, siger han og rækker sin ene hånd mod anklerne.

– Da jeg var ni år gammel, sendte de mig til en munkeskole i Rangoon, som er en af de største byer i Burma. Nu boede vi fast på skolen og havde ingen kontakt til vores familier, for vi måtte heller ikke komme hjem i ferierne.

Faren må flygte

Da Sambuh Langlé kom tilbage til sin familie, havde han ikke set dem i tre år…! Men kun en uge efter hans hjemkomst måtte hans far rejse til Malaysia.

– Han var forfulgt på grund af sin kristne tro. Der var krig mange steder og diktatur, og Chin-staten, hvor vi boede, var en militærstat.

Det var en hård start på en ny tilværelse, fortæller Sambuh.

– Jeg fortsatte min skolegang i en almindelig folkeskole i Burma og kom igen ind i et kristent miljø. Men på det tidspunkt var jeg blevet en oprigtig buddhist, så alting føltes som en udfordring, og jeg begynder at drikke og ryge.

Men et år senere forværres situationen for hans familie.

– Min far havde indtil videre kunnet sende lidt penge til vores familie, men vi hørte nu over radioen, at han var forsvundet i Malaysia. Vi vidste ikke, om han var død eller i fængsel, og min mor måtte nu alene forsørge seks børn ved at arbejde i rismarkerne.

– Min mor er ked af det, og hver dag er bare håbløs for mig, og jeg begynder at tænke: ”Hvorfor lever jeg? Det giver jo ikke mening, når jeg ikke er glad. Min familie har store problemer, og mine søskende og jeg mangler en far.

Jeg begynder at mobbe i skolen og oplever alting mørkt og negativt. Jeg er virkelig ked af det, og næsten hver aften græder jeg, og da jeg er 14 år forsøger jeg at tage mit eget liv.

Fortællingen om Guds store kærlighed

Men Sambuhs mor anbefalede ham fortsat at tro på Jesus og Guds store kærlighed.

– Og for min mors skyld siger jeg, at jeg vil begynde at bede til Gud. Jeg troede ikke på ham, men jeg håbede alligevel, at han kunne gøre noget for os med de store problemer, vi havde derhjemme.

Vi har ikke mange penge. Og hver aften fortæller jeg Jesus, hvad jeg har oplevet i skolen, om min frygt og angst. For jeg er altid bange for noget og forestiller mig hele tiden, at min far er død.

Sådan gik der et helt år med aftenbøn til en Gud, som han ikke troede helt på:

– Der var mange tidspunkter, hvor jeg tænkte: ”Nu gider jeg ikke mere”. Men en dag, hvor jeg bøjer mig ned og græder, kommer der ligesom en vind imod mig. Et eller andet begynder at røre ved mig, og jeg føler, at der er noget, som krammer mig og siger: ”Jeg elsker dig”. De ord har jeg længtes efter at høre i et år.

– Jeg siger: ”Er det dig, Jesus? Hvis det er dig, vil jeg gerne bede dig om to ting. Hvis du vil velsigne mig med de her to bønnesvar, vil jeg gerne tro på dig. Nummer et er, at jeg gerne vil have min far tilbage, nummer to er, at jeg gerne vil væk fra den håbløshed, som jeg oplever lige nu.

Næste dag begyndte Sambuh at skimte lys i sit liv.

– Før var det helt mørkt, men jeg begynder at se, at der er muligheder. Wow, der er noget, som jeg kan blive glad for; selvom jeg ikke er god til det her, kan jeg godt prøve at blive god til noget andet.
Han lyser op i et smil.

– Efter et halvt år ringer min far og fortæller, at han er på Bornholm. Og jeg tænker: Hvor er Bornholm? Er det i Thailand, eller er det i Indien? Og så sagde han: ”Bornholm er i Danmark, og I skal også komme til Danmark”.

Så de to bønner, jeg bad til Jesus, blev opfyldt!

Farefuld flugt mod nord

Sambuhs familie begyndte at planlægge turen til det kolde nord. De solgte deres hus for at få råd til rejsen, der viser sig at være en farefuld færd.

– Vi må ikke rejse lovligt ud af Burma, så for at komme til Danmark skal vi via Malaysia, for der er der en dansk ambassade, der er demokrati, og de har også et FN-kontor.

Normalt tager det en time at flyve fra Burma til Malaysia. Men det tog os tre uger til fods. Mig, min mor og mine fem søskende. Nogle gange måtte vi op i bjergene. Vi havde betalt en person for at vise os vej og var sammen med mange andre mennesker, som også var på flugt.

Hvis vi blev opdaget, ville vi måske blive slået ihjel eller komme i fængsel, så vi var bange, men vi havde solgt vores hus og skulle hen til vores far. Vi rejste om natten, og om dagen gemte vi os.

Efter tre uger havnede de i Malaysia.

– Min mors storebror, min onkel, som allerede på det tidspunkt boede i Malaysia, hentede os, og vi sov hjemme hos ham. Dagen efter gik vi til den danske ambassade og fortalte dem om min fars cpr-nummer. Men mandag aften klokken 2 kom politiet med hunde, og tjekkede vores opholdstilladelse i Malaysia, og vi havde jo ingen.

Min lillesøster på 13 år og jeg selv på 15 år blev fanget og kom i fængsel, men min mor og mine øvrige søskende gik heldigvis fri.

Jeg blev pisket rigtig mange gange i skolen af buddhistmunkene.
Og jeg har stadigvæk ar på mine ben.

Jeg var den yngste inde i mandefængslet på det tidspunkt og var selvfølgelig bange. Jeg tænker mest på min lillesøster. Hun er i en kvindeafdeling.

Men en dag i fængslet begynder jeg at læse i min bibel, som jeg havde med, og så kommer der tre personer hen til mig. Jeg er virkelig bange, jeg tror, de vil slå mig, men de spørger:

”Hvad laver du?” ”Ikke noget”, siger jeg. Men de bliver ved med at spørge: ”Er du kristen? ”Ja, svarer jeg”, og de fortæller, at det er de også. Så vi ender med at sidde og bede sammen. Og næste dag møder jeg de andre kristne i fængslet. Vi er 800 i fængslet, de fleste er hinduer og buddhister, men 70 af os er kristne Og vi synger og be’r sammen og læser i Bibelen.

Sambuh var den yngste, men blev alligevel en slags leder for de kristne i fængslet, og det blev en god periode trods omstændighederne, men søsteren havde det skidt, husker han.

– Jeg kunne mødes med min lillesøster hver lørdag og spurgte hende, hvordan hun havde det, og hun havde det ikke godt. Efter en måned kom FN og hjalp os med at komme ud af fængslet.

Kom til Danmark

Efter et år i Malaysia lykkedes det endelig at komme til Danmark og blive genforenet med faderen i 2007. Siden kom Sambuh Langlé både på sprogskole, efterskole og højskole, og han er hurtigt blevet en lederskikkelse for de mange burmesere i baptistkirken, ligesom da han ledte andagter i fængslet i Malaysia.

– Jeg vil gerne være præst her i Danmark. Nu er jeg præstemedarbejder, det vil sige, jeg følger Lone, som er præst i kirken, og tager de opgaver, hun giver mig.

Elsker Bornholm

– En af de første ting, jeg lagde mærke til, er, at folk her hilser på hinanden, selvom de ikke kender hinanden. Det gør man ikke i Burma. Når folk sagde hej, tænkte jeg: ”Wow, kender jeg hende eller ham?” Sådan følte jeg mig også velkommen.

Men jeg har også opdaget, at ikke alle er lykkelige i Danmark. Vi har penge, vi har arbejde, vi har alt. Men jeg har mødt mange danskere, som er syge i deres hjerte. Jeg tror måske, at de sociale medier, mobil og penge gør dem ensomme, siger Sambuh:

– Menneskelig kærlighed kan godt ophøre på et tidspunkt. Men Jesu kærlighed er permanent. Den holder fast i mig og opmuntrer mig, når jeg er ked af det og har det svært, siger han og fortæller, at det hårdeste ved at bo i Danmark er ikke at vide, om han vil blive sendt tilbage.

For selvom det er længe siden, han kom til landet, har han stadig intet dansk pas eller permanent opholdstilladelse.

– Jeg har stadig rigtig mange udfordringer, men jeg har Jesu kærlighed. Og når jeg har Jesus, er jeg aldrig ensom eller alene, jeg har en ven, som altid kan gøre mig glad, og som jeg også kan give videre til andre. For jeg tror ikke på en Gud, som jeg ikke selv har mødt. Jeg tror på Gud, fordi jeg har mødt ham.