Megakirke tabte 130 ton med ’Daniels diæt’
Daniels Bog beskriver, hvordan en diæt af vand og grønsager fik fire unge jøder ved Babylons konges hof til at se bedre ud end deres kammerater. Senere viste det sig, at de også var dygtigere end alle andre. Den såkaldte ”Daniels diæt” inspirerer stadig til efterfølgelse både i og uden for kirkelige kredse.
En af dem, der har ladet sig inspirere af Bibelens Daniel, er præsten Rich Warren fra megakirken Saddleback Church i Californien. Han fik en aha-oplevelse for nogle år siden, da han døbte 858 velvoksne medlemmer af menigheden på én og samme dag. Den dag gik det op for ham, at både han selv og de fleste i menigheden var blevet alt for overvægtige.
Inspireret af Daniels Bog skrev Warren derfor bogen ”The Daniel Plan”, som er en guide til en 40 dages diæt med frugt og grønt.
Og selv om kritikere med rette påpeger, at Bibelen ikke var tænkt som en slankebog for overvægtige amerikanere, så virker det alligevel: 15.000 medlemmer af Saddleback Church tabte nemlig hele 130 ton ved at følge Daniels Diæt!
Profeten Daniel
Daniels Bog fortæller om Daniel, der sammen med tre andre unge, jødiske adelsmænd bliver bortført til Babylon.
Herefter bliver de udvalgt til at indgå i et særligt tre-årigt træningsprogram ved kong Nebukadnezers hof. De fire bliver tildelt babyloniske navne, og de forventes at spise kongens mad og vin i forløbet.
Men Daniel afviser at spise denne hedenske, ”urene mad” og beder om, at han og vennerne i stedet får lov til at spise grønsager og drikke vand.
Overhofmesteren er meget betænkelig ved sagen, men giver alligevel sin tilladelse til, at de fire får en prøvetid med denne diæt.
Efter ti dages forløb må overhofmesteren så erkende, at Daniel og hans venner ser sundere og mere velnærede ud end de unge, der har spist kongens mad.
Og da kongen efter prøvetidens udløb tester de unge, viser det sig desuden, at Daniel og hans venner er dygtigere end alle andre.
Daniels diæt fik kiloene til at rasle af folk i Rick Warrens kirke. Dog melder historien ikke noget om øget intelligenskvotient blandt kirkegængerne i Californien…
Læs også: Sådan kommer man i gang med Daniel-fasten