Omfordeling?
I januar skulle jeg have været i Afrika for at mødes med de kristne, som driver en række radiostationer i Cameroun og Tchad. Men pga. risikoen for corona-smitte kunne jeg ikke få visum. Afrikanerne vil ikke have os virus-befængte europæere ind…
De seneste år har det ellers været os europæere, der har gjort alt for at forhindre afrikanere og andre indvandrere i at komme ind i Europa. Vender det nu?
I hvert fald betyder corona-pesten, at Europa har lukket sig selv ned på en måde, som er helt uden sidestykke.
Hvad enten man nu mener, at det er nødvendigt – eller man tror, vi kunne finde bedre måder at bekæmpe coronaen på, – så er resultatet, at Europas lande er i gang med at begå et kollektivt selvmål (selvmord?) på økonomien.
Vi bliver formentlig sat årtier tilbage, når det gælder velstand og velfærd. Regningen bliver stadig dyrere.
Imens er det meste af Afrika forholdsvis upåvirket af coronaen. Det kan godt være, at der er flere corona-smittede, end der registreres. Sådan var det også tidligere med AIDS. Til trods for den store dødelighed, har det ikke sat samfundet ud af kraft.
Afrikanerne er vant til, at livet er fyldt med sygdomme. De er vant til, at mange dør af sygdomme, som vi andre som regel overlever.
Da vi boede dernede, og jeg om morgenen spurgte vores hushjælp, hvordan det gik, svarede han næsten hver dag med et stort smil: ”Gud-ske-tak! Det går godt!”
Ofte havde de faktisk sygdom i familien, og der var ikke mad nok i huset. Men bare det, at han kunne stå op til endnu en dag, dét var værd at takke for.
Så jeg er overbevist om, at afrikanerne og deres økonomi vil komme langt bedre gennem krisen. For livet går videre. Arbejdet går videre. Der bygges og produceres.
Kirken ligger heller ikke stille eller underdrejet.
Jeg tror, at denne krise vil betyde, at ressourcerne omfordeles fra de rige lande til de fattige.
Europa var i mere end tusind år velsignet af kristendommen. Men det seneste århundrede har vi
forkastet den kristne tro og de kristne værdier. Det modsatte er sket i store dele af Afrika.
Måske vender udviklingen nu. For Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge ophøjer han.