Fra paranoid skizofreni til et normalt godt liv

– Der skete en markant forbedring af mit liv, da jeg begyndte at gå i kirke. Inden da overlevede jeg nærmest bare. Fungerede med min sygdom, fortæller Klaus Nielsen.

Paranoid skizofreni.

Sådan lød hans diagnose som 19-årig. Den unge førtidspensionist sov ekstremt meget, holdt sig ofte indendøre …

– Jeg havde fået at vide, at jeg skulle forberede mig på at tage medicin resten af livet, fortæller han.

Klaus Nielsen, som er født i 1982, er en taknemlig mand. Han blev både rask og senere medicinfri, da han gav Gud en chance.

I dag bor og studerer Klaus Nielsen i Vejle, hvor han læser til socialrådgiver og kommer i den lokale frikirke Bykirken.

Og hans helbredelse har nu holdt i over 10 år.

Det var efter forbøn i en frikirke i Svendborg for lidt over ti år siden, at han holdt op med at lide af paranoid skizofreni.

Mange års sygdom med voldsom, generende angst var endelig et overstået kapitel. Og han blev bagefter langsomt medicinfri.

På det tidspunkt, hvor der blev bedt for Klaus Nielsen, var han på en høj dosis seroquel – et antipsykotisk lægemiddel, der bl.a. bruges i behandling af skizofreni. Han fik 700 milligram om dagen.

En invitation

– Det var en invitation – fra en ven, der boede til leje hos nogle fra kirken – der fik mig til at gå med til en gudstjeneste i Svendborg Pinsekirke.

– Da jeg var i kirken første gang, sad jeg på bagerste række – som en ”ufrelst hedning”, siger han muntert.

I starten følte han nærmest, at han var havnet på en fremmed planet. Kendskab til tro havde han ikke. Men den gode mad og fællesskabet var da lidt tiltrækkende, syntes han.

– Når de andre under gudstjenester rejste sig op og sang, blev jeg siddende. Jeg havde respekt for deres tro og for det, der foregik, men syntes ligesom ikke, at det ville være ægte, hvis jeg rejste mig. For jeg troede jo ikke på det. Jeg var ikke engang åndeligt søgende dengang, forklarer Klaus Nielsen.

Men den ro og fred – og senere helbredelse, han oplevede, fik ham snart på helt andre tanker.

– Allerede de første gange oplevede jeg en sjælden fred og ro, når jeg var i kirke. Min angst blev ikke tricket af at være der, selvom jeg ellers normalt altid oplevede ubehag i nye sammenhænge. Især når der både var mange og nye mennesker.

Jeg besluttede mig derfor for at give kirken og Jesus en chance. Jeg meldte mig til undervisning og begyndte at komme der.

Det virkede…

– For ti år siden var jeg en dag til forbøn hos præsten Poul Henning Krog. Da han bad for mig, mærkede jeg ingenting, så jeg vidste ikke, at der var sket noget. Men jeg var blevet helbredt. For lige siden har jeg ingen symptomer haft.

Først en uge senere gik det op for mig, hvad der var sket: At der ikke var angst og paranoia mere, for da kom jeg i en situation, hvor jeg ellers ville have haft det.

– Efterfølgende oplevede jeg mere og mere at komme i situationer, hvor jeg ellers før blev lammet og fik angst, men nu lige pludselig kunne en masse ting. For eksempel var jeg samme år til fest og fuldstændig rolig nytårsaften.

Og året efter stod jeg nytårsaften midt på Rådhuspladsen i København! Og da der var noget krudt, der faldt ned lige foran mig midt i den store menneskemængde, vendte jeg bare lige ryggen lidt til, fortæller Klaus Nielsen.

Intet selvværd

Det var en stor kontrast og glæde for et menneske, der – i årevis på grund af angst – ofte ikke turde gå udenfor i hverdagen – at kunne deltage i nytårsaften på et af de mest hektiske steder i Danmark, omringet af fulde mennesker og fyrværkeri.

– Jeg havde intet selvværd, før jeg blev troende. Opfattede mig selv som den laveste i hierarkiet overalt. Lige siden jeg blev rask ved den forbøn, har jeg også arbejdet med fornyelse af sind, tanker og vaner. Jeg har både arbejdet med mig selv – og på at blive klogere på tro. Jeg tog for eksempel på højskole i Mariager, da jeg slap af med angsten, siger han.

Forsigtig nedtrapning

Efter helbredelsen kom Klaus Nielsen senere i en lang og forsigtig nedtrapning fra den høje dosis psykofarmaka – overvåget af en psykiater, der bakkede ham op i processen. Selvom det er ti år siden, han blev rask, blev han derfor først helt medicinfri for tre år siden. Først var der en del ventetid på at få den rette psykiater – en, som ville bakke ham op i beslutningen om nedtrapning.

Og siden fulgte han nøje psykiaterens råd og vejledning under afvænningen, der blev grebet an med stor forsigtighed.

Han fik ingen gener eller mén af at trappe ned med medicinen.

Noget værd

– Det har betydet rigtig meget for min helbredelse og tro i mine tidlige år som kristen, at præsten, Poul Henning Krog, dengang var en stabil kilde til viden om tro. Men også at han havde tid til at tale med mig, for jeg havde meget brug for at tale om tingene dengang.

Samtalerne gjorde, at jeg holdt fast. Vi sluttede af med bøn. Præsten og hans kone, Susanne, investerede virkelig tid i mig og har været meget vigtige brobyggere i mit liv.

– Samtaler fjerner jo ikke Gud fra ligningen, men de kan hjælpe til en ny vinkel. Så kan man også bede mere specifikt bagefter, pointerer Klaus Nielsen.

Siden helbredelsen har han ønsket at bruge sine erfaringer til at hjælpe andre og har bl.a. arbejdet for Teen Challenge og Betesda Rehabilitering, inden han besluttede sig for at uddanne sig til socialrådgiver.

Bøn betyder meget

Bøn og forbøn er stadig en vigtig del af hans liv.

Hvor andre for eksempel straks går til kiropraktor, er han flere gange gået til forbøn først. Også hos prædikanten Hans Berntsen, hvor han er blevet hjulpet af med problemer med ryg og ben.

I dag beder Klaus Nielsen også selv for andre. Og glæder sig over bl.a. at have bedt for folk, der har haft ondt, men er blevet hjulpet af med smerter.

– Der er jo ingen garantier for helbredelse. Nogle får det bedre, men ikke alle bliver raske, erkender han.

– Nogle gange kommer det måske også lidt an på, hvilken mentalitet man har, om man kan blive hjulpet.

– Nogle siger, at det med Gud ikke passer. At det er overtro. Og lægeverdenen tror på videnskab. Men når alt andet fejler, så giv dog troen en chance! Det har hjulpet mig – mere end medicinen, siger han.

Fra mørke til lys

Klaus Nielsen har som helt ung oplevet de værste vrangforestillinger og hallucinationer – bl.a. om snigskytter, ragnarok, og han har haft dødsønsker … Efter at han er blevet befriet for den psykiske sygdom, holder han mest af at tale om lyset.

– Dengang jeg var syg, havde jeg en selvstraffende adfærd – og kunne på et tidspunkt godt tænke mig at dø i et torturinstrument – i en såkaldt ”Jern Jomfru” (Iron Maiden), for jeg tænkte, at hvis jeg døde i smerte, så havde jeg taget min straf for alt det, som jeg havde gjort galt.

Det var, inden jeg blev troende og forstod, at Jesus har taget straffen for mig, for os alle – på korset, siger han.

”Så behøver jeg ikke tage den”, tænkte Klaus Nielsen lettet, da han fandt tro.

Hver aften går han trygt til ro med ordene: ”Jesus, jeg beder dig om, at du vil velsigne denne nat og lade mig sove godt og trygt.”

– Lige siden jeg begyndte på det – kort tid efter at jeg sagde ja til Jesus, men inden jeg blev rask efter bøn, har jeg sovet godt om natten, tilføjer han.