Barnet er, som det skal være – og dog

Jeg blev mor igen i januar. Lillebitte og helt perfekt kom vores lillesøster til verden. Som familie er vi faldet hen over hendes små hænder og fødder. Ingen forstår, at alle vi andre også har været så små. Tænk, at en så lille kan være så fin og fuldstændig.

Det var noget af det, der slog mig første gang, jeg blev mor: Tænk, at kunne sidde med et helt menneske i sine arme. Tænk, at et menneske kan være så småt, og dog er alting, som det skal være.

Små børn er selvfølgelig ikke færdige, og selvom jeg kan blive ramt af en lyst til at standse tiden, så mine børn bliver ved med at være små og hos mig, så er alt som det skal være, når den store er ved at vokse mig over hovedet, og den mellemste snart skal i skole.

Børn skal ikke blive ved med at være små. Det ved vi godt. De er ikke færdige. Selvom de er præcis, som de skal være som nyfødte, når de er fem, og når de er tolv, så er de naturligvis langt fra færdige. De skal vokse, udvikle sig og blive mere modne.

Præcis sådan er det også med børns tro og Guds relation. Selvom et barn naturligvis forholder sig til sin verden, som et barn på en bestemt alder gør (og dermed også til Gud), så er deres tro, som den skal være. Barnets relation til Gud kan være fuldstændig – også selvom den hverken er færdig eller moden endnu.

Vi ønsker for vores børn og unge mennesker, at de vokser og modnes i deres tro og deres relation til Gud, præcis som vi vil, at de skal udvikle sig på alle andre områder.

Når vi ser et spædbarn, kan vi falde i svime over, hvor perfekt skabt det er, og SAMTIDIG være klar over, hvor småt og skrøbeligt det er. Vi ved, at det har brug for at vokse og udvikle sig. Vi forstår, at det skal modnes og erfare livet. Og SAMTIDIG med dette kan vi værdsætte, at som barnet er nu og her, er alt som det skal være: Der mangler ikke noget.

Forstår vi barnets tro og åndelighed på den måde, kan vi fastholde børn som værende umodne, men OGSÅ helt og fuldt menneskelige og fuldstændige i deres tro.

Vi kan både sætte pris på barnet som værende skabt i Guds billede og samtidig vide, at det har brug for støtte, vejledning og omsorg for fortsat at kunne udvikle sig i alle livets aspekter – fysisk, følelsesmæssigt, kognitivt såvel som åndeligt. Vi kan bekræfte, at skønt børnene i menigheden eller familien ikke er voksne, så kan de ikke desto mindre spejle Kristus.

Tænker vi på børn og deres tro som på deres fysiske udvikling, kan vi leve i et sundt ”både og”. De er både fuldstændige og på vej. Vi kan sætte pris på det, som er, og samtidig glæde os over det, der skal komme.