Uønsket roma: – Min fortid har fået ny mening

Biljana ved, hvad det vil sige at være uønsket. Hun har aldrig kendt sin far, for han forlod familien, før hun blev født i Serbien. Moderen, en voldelig alkoholiker, overlod hende i en alder af tre måneder i bedstemorens varetægt.

Biljana var glad for at gå i skole, men selv der havde hun en følelse af at være anderledes og blive afvist, fordi hun var roma. Klassekammeraterne drillede hende og råbte: ”Sigøjner, sigøjner!”

Findes der mon nogen, der elsker mig?

Det eneste sted, Biljana følte sig sikker, var hos sin onkel og tante. Familien var ludfattig. Ni børn trængtes på et lille soveareal og spiste med fingrene af husets eneste fad.

Men her oplevede hun sine første møder med Gud, når hun gik i kirke sammen med sine kusiner og fætre. Da hun stadig var lille, lærte tanten hende en

særlig sang. ”Jeg har en telefon, som rækker til himlen; når jeg har problemer, så ringer jeg til Jesus,” lød det deri.

Efter at hun havde lært om Gud, begyndte Biljana at bede– ikke mindst, da hendes bedstemor døde, og hun måtte tilbage til sin mor. Eftersom moren tit var fuld, blev Biljana en slags reservemor for sine to mindre halvsøstre.

Hendes bønner til Gud gjorde hendes mor endnu mere rasende, og Biljana måtte tage imod mange klø. Disse prøvelser syntes ikke at kunne knuse hendes modstandsdygtighed – indtil en nat, hvor hun fuldstændig brød sammen: Hendes mor kom hjem, stærkt beruset, gennembankede hende, rev tøjet af hende og smed hende ud i mørket.

Overvældet af angst og smerte tog Biljana en beslutning: ”Jeg sad der i mørket, slået til blods og uden tøj på kroppen, og hørte, hvordan mine søstre græd og råbte mit navn. Da blev jeg bitter og vred på Gud, og jeg lovede mig selv, at jeg aldrig mere ville bede. Hvad var han for en Gud?”

Tidligt giftermål

Da Biljana var fjorten år gammel, forelskede hun sig i en 28 år gammel muslim. Det var hendes mor ikke glad for og besluttede at gifte hende bort til en nevø af hendes veninde, den 15-årige Dena. Biljanas mor og Denas tante fejrede aftalen med 100 gram kaffe og en liter brændevin, mens de to teenagere forholdt sig skeptiske og afvisende.

I de første to måneder kunne de knap se hinanden i øjnene.

Denas familie boede i Kroatien, i byen Vukovar, som i 1991 var faldet i serbernes hænder. Byen var stadig hærget og ødelagt, da Biljana flyttede dertil i 1995. Og da Kroatien med en militæroffensiv forsøgte at vinde det tabte område tilbage, flygtede Denas familie midlertidigt til Serbien.

”Da vi til fods var på vej til Serbien,” fortæller Biljana, ”følte jeg mig som en fugl. Så jeg fløj min vej. Jeg forlod min mand, men ikke som jeg var kommet, alene, men med en baby i maven.”

Nogle måneder senere befandt hun sig igen på gaden. Hun trykkede sit lille barn ind til sig, og med hjertet fuldt af angst og fortvivlelse bad den 15-årige Biljana igen:

”Gud, jeg ved, at du er der, og at du har givet mig det her barn, men jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med det. Hvis det er din vilje, så tag det til dig.”

Da Dena hørte, at Biljana levede på gaden, tilbød han hende at vende tilbage til ham. Biljana flyttede lettet tilbage til sin mand igen. Hendes andet barn blev født.

Men situationen blev stadigt værre. De skændtes heftigt, vold hørte til dagens orden. Samtidig havde Biljana en følelse af, at hun ikke fortjente bedre.

Kamp for overlevelse

Det var ikke blot hendes ægteskab, der var svært. Hverdagen var en daglig kamp for overlevelse.

Indimellem fandt Biljana og Dena midlertidigt et arbejde eller et sted at bo. Men det meste af tiden var de hjemløse, boede på gaden og i parker, sov på bænke og gennemrodede skraldespande på jagt efter noget spiseligt eller skrot, de kunne sælge. Ofte havde de ikke noget at spise i flere dage.

Biljana fyldte vand i flasker og varmede det i solen for at bade børnene. De overlevede NATOs bombardement af Serbien, mens de tilbragte natten under åben himmel i en park.

Da det til sidst lykkedes dem at vende tilbage til Kroatien, levede de stadig på kanten af samfundet. Indimellem var folk venlige mod Biljana, men tit måtte hun lytte til fornærmelser.

Hun havde imidlertid vænnet sig så meget til at blive ydmyget og afvist, at hun var ligeglad. ”Jeg var tom for følelser,” siger hun.

En ny vej

For at kunne ernære sine børn var Biljana nødt til at tigge, men hun bad altid kun om en kuna (en kroatisk mønt, omtrent 1 kr. værd). I 2004 var der to kvinder, som gav hende nogle penge. En af dem tilbød at give hende en kuna, hver gang hun så hende, på betingelse af, at hun ikke mere tiggede.

Det var Biljana indforstået med. På et tidspunkt inviterede kvinden hende med til gudstjeneste i en kristen menighed og lovede, at hun ville give hende noget, når gudstjenesten var forbi. Biljana gik egentlig kun med for at få gaven. Men under gudstjenesten skete der noget uventet.

”Da lovprisningen begyndte, vågnede noget, som længe havde slumret i mig. Jeg hørte sange, jeg som barn havde lært i den lille kirke, og jeg kunne huske hvert et ord …” Og for første gang i mange år følte hun en fred indeni. Hun begyndte at gå til gudstjeneste sammen med sine børn, og selvom Dena gjorde grin med det, modsatte han sig det ikke.

En dag kom det til en dyb erkendelse for Biljana: ”Jeg vidste pludselig, at der var en, som tilgav mig alle mine synder. Jeg mærkede, at jeg var fri og accepteret, sådan som jeg var. Jeg mærkede kærlighed – noget fuldstændigt nyt i mit liv.” Kort tid efter tilgav Biljana sin mor og sin mand. I 2005 lod hun sig døbe.

Herefter begyndte hun oprigtigt at bede for Dena. Han bemærkede, at hun ikke længere bandede og heller ikke slog igen. En aften mærkede hun, mens hun bad, hvordan Gud gav hende et løfte:

”Tro … og du skal blive frelst, du og alle, som bor i dit hus” (Apost. 16,31). Deres liv blev lidt lettere – de fik tildelt en smule socialhjælp, så Biljana ikke længere var nødt til at tigge. Dena holdt op med at slå hende.

Men kort efter stod de uventet uden tag over hovedet igen. De søgte fortvivlet efter et sted at bo – men ingen ville leje ud til romaer. En kristen organisation sagde god for dem. Dena blev forbløffet over denne generøsistet og blev mere åben over for den kristne tro.

Til sidst tog han imod Guds kærlighed, angrede sine synder og lod sig døbe i 2007. Også Biljanas to søstre kom til tro, og Biljana glædede sig over, at Gud havde indfriet sit løfte.

Kald til tjeneste

En dag deltog Biljana i en kristen kvindekonference i Beograd, hvor romaer skulle lede forbønnen. Hun brød ud i tårer. Det var første gang, at hun så andre troende romaer. ”Herre,” bad hun, ”lad også dette ske i Kroatien!”

Hun og Dena havde allerede et stærkt ønske om at tjene deres folk og bad regelmæssigt for det. Nu mærkede Biljana, hvordan Gud gav hende endnu et tilsagn:

”Du og dit hus, I vil tjene Herren” (Josva 24,15).

I 2010 begyndte Biljana, Dena og deres kroatiske menighed at bede og faste for roma-kolonien i Darda, hvor der boede omkring tusind romaer. Opmuntret af en roma-præst fra Serbien organiserede de en evangelisk koncert og begyndte derefter med husbesøg.

Biljana og Dena bad for en kvinde, som havde ligget i sengen i fire år. Alle regnede med, at hun ville dø – i stedet for så hele landsbyen måbende til, da hun blev helbredt og vendte tilbage til livet. Efterfølgende ville landsbyboerne høre mere om Jesus, Frelseren og Helbrederen.

Efter at have aflagt husbesøg i to år måtte Biljana og Dena dog spørge sig selv, om arbejdet overhovedet havde nogen virkning.

”Ofte kom vi hjem og var lykkelige, fordi vi havde set en forandring og en sult efter Gud i dem, der boede der. Men andre gange kom vi hjem og græd, fordi vi var så skuffede,” husker hun. Naget af spørgsmål og tvivl overvejede de, om de skulle opgive deres tjeneste i Darda.

Visionen

En dag gik Dena ude i haven og mærkede da Guds nærværelse. Han var nu helt tydeligt på det rene med, at Gud ville, at de skulle fortsatte deres arbejde i Darda. Han skyndte sig ind til Biljana for at fortælle hende om sin oplevelse, og sammen drømte de om at danne en menighed i Darda.

Fulde af håb og glæde begyndte de at bede og planlægge. Da de fortalte andre om deres vision, gav menigheden deres velsignelse dertil, og i oktober 2012 grundlagde de en menighed der.

Når hun ser tilbage på sit liv, erkender Biljana, at Gud bruger hendes smertefulde fortid. Hun forstår de beretninger, folk kommer med, om fattigdom, misbrug, alkoholisme, tidligt ægteskab og konstant afvisning, og hun føler med dem. ”Er Gud ikke de fattiges Gud, enkernes og alle de afvistes Gud, her i verden?” spørger hun.

I september 2015 opdagede Biljana, at hendes livserfaring ikke blot gav hende empati og forståelse for sit eget folk, men også for de mange flygtninge, som strømmede til Kroatien, da Ungarn lukkede grænsen til Serbien, og flygtninge i tusindvis ændrede rute og rejste gennem Kroatien.

Tjeneste for alle nationer

Biljana og Dena bad meget for flygtningene, som var uønskede og blev afvist ligesom dem selv. De længtes efter at hjælpe dem. Kort tid efter gav Gud dem mulighed for at arbejde sammen med ”Læger uden grænser” og ”Samaritan’s Purse”.

Biljana havde utallige bevægende møder med traumatiserede flygtninge, men det var børnenes situation, der rørte hende mest. Engang tilkaldte en politibetjent hende til en bus, hvor en kvinde netop havde bragt et barn til verden.

Med skælvende hænder bar hun den nyfødte, der stadig var våd af blod og fostervand, hen til sanitetsteltet – på jagt efter en læge. ”Jeg skælvede,” siger hun. ”Den nyfødtes familie flokkedes rundt omkring mig.

Jeg havde det, som om det var første gang, jeg holdt en nyfødt i hænderne og det til trods for, at jeg selv har bragt fire børn til verden.”

Efterhånden som temperaturen faldt, ankom mange børn våde og forkomne til Kroatien. Biljana sørgede for tørt tøj til dem, tog dem i armene og bad for dem. ”Jeg mærkede så stærkt, at Gud elsker disse børn,” forklarer hun. ”Ligegyldigt hvem de var, og hvad de troede på. Simpelthen fordi de var Guds skabninger.”

Biljana ved, at en barmhjertig optræden kan bidrage meget til, at mennesker åbner sig for troen.

Da hun og hendes mand vendte tilbage til Kroatien uden penge på lommen, var det et kristent par, som understøttede dem, bød dem velkommen i en menighed og hjalp dem med at finde et sted at bo.

Dette aspekt motiverede roma-menigheden til at tage sig af muslimske flygtninge. Selvom det var upassende og sågar var et tabu i Europa, undskyldte de roma-kristne ikke deres missionsarbejde.

Fremtiden

Det er Biljanas vision at se en generation af unge mennesker vokse op, som bruger deres gaver i Guds tjeneste, gør skolen færdig og ikke gifter sig alt for tidligt. Selv planlægger hun at indhente den forsømte skolegang og således opfylde en længe næret drøm.

Hendes søn læser nu på universitetet, og hun beder for, at alle hendes børn må afslutte deres studier, finde arbejde og vie deres liv til at arbejde for Guds rige.

”Min Gud bekymrer sig om os,” siger Biljana, ”og vi har fået lov at tjene ham sammen med vores børn.” Når hun i dag føler sig som en fugl, så er det ikke, fordi hun vil flyve sin vej, men fordi hun er en kvinde, som venter på Herren, og som med Guds kraft svinger sig højt op, langt ud over det liv, hun har fået tildelt, for at bringe velsignelse, kærlighed og accept til andre mennesker.