Bortrykkelsen rykker nærmere

Af Henri Nissen, Ansvarshavende redaktør

Her i sommerferien læste jeg en engelsk bog(1) med et bibelstudie om bortrykkelsen – og det fik mig til at tænke over, hvad resten af min tid her på jorden skal bruges til. Måske kan det også inspirere dig til at tænke på den korte fremtid og den lange fremtid.

Bortrykkelsen er omtalt flere steder i Bibelen, og hvis man ikke studerer versene grundigt, kan man nemt blande bortrykkelsen sammen med Jesu genkomst. Men det ser ud til at være to forskellige begivenheder.

Der er flere opfattelser af, hvordan verdenshistoriens afslutning vil forløbe ifølge Bibelen. Og usikkerheden om, hvad der mon sker, kan godt skabe en del frygt. Jeg blev selv som barn skræmt af de voksnes snak – og angsten sad også i mig som voksen. Men så besluttede jeg mig til at undersøge Bibelen. ”Face the facts and fear no more!”

1. Fødselsvéer: Jeg tror, vi nu lever i den periode, som Jesus beskriver som fødselsvéer. Det er en periode med tiltagende naturkatastrofer, krige, hungersnød, pest og forfølgelser. En periode, hvor kærligheden bliver kold, og mange falder fra troen. Falske undervisere og levebrødspræster vil føre mange væk fra troen på Jesus.

2. Bortrykkelsen: Midt i denne forvirring vil der ske nogle dramatiske himmelfænomener, og Jesus vil sende sine engle ud for at indsamle de troende, der fortsat håber på hans frelse. Pludselig – det kan ske i nat – vil millioner af kristne forsvinde op i himmelrummet.

3. De efterladte: Men nogle, som har opfattet sig selv som kristne, vil blive efterladt. Det vil være et chok, at de ikke kom med. Så var det alligevel sandt; det, de tvivlede på og måske nedladende hånede. Mange vil fortryde i den rædselsperiode, som følger.

4. Antikrists syv år: En politisk leder får stor succes. Ved okkulte kræfter og bedrag vil han udføre mirakler. Men efter de første 3½ år afsløres hans dæmoniske hensigt. Han sætter sig i det nybyggede jødiske tempel i Jerusalem og påstår at være Gud. Især i den sidste periode vil han skånselsløst forfølge og dræbe de troende.

5. Jesus kommer tilbage: Men pludselig kommer Jesus tilbage. Jordens folk vil jamre, når de ser hans tegn (korset?) på himlen. Det bliver også synligt for alle via tv og internet, når han sætter sin fod på Olivenbjerget, så det splittes i to. Med et åndepust vil han fjerne Antikrist.

6. Dommen: Nu vil Jesus dømme både nationer og mennesker retfærdigt. Alle vil stå strafskyldige. Men ud af denne store trængsel vil der være mennesker, som har omvendt sig. Dem vil han sende ind til sin Fars herlighed, mens de andre vil blive fordømt.

7. Evig harmoni og glæde: Nu begynder den herlige fremtid. Jesus regerer over jorden, og retfærdigheden genoprettes. Gud skaber nye himle og en ny jord. Og vi skal for evigt leve i Guds nærhed – ligesom i det oprindelige paradis. Og alt bliver godt. Uendeligt godt.

Hvad betyder det for os i dag?

Detaljerne og rækkefølgen kan man naturligvis diskutere. Men hvis det bare nogenlunde er sådan, som jeg her har skitseret ud fra min begrænsede forståelse af Bibelen, hvilke konsekvenser og valg bør det så få for dit og mit liv?

– Hvad bør vi prioritere? – Hvad bør vi bruge vores tid og penge på? – Hvad kan vi gøre for at få familie og venner – ja, så mange som muligt! – med ”hjem”? – Og er vi selv sikre på, at vi ikke bliver ladt tilbage?

Det er så vigtigt at overveje, mens der endnu er tid til det.

Note: 1. Ken Johnson:
The Rapture.