Kims overraskende møde i Karabakh

Kim Hartzner har med et team genbesøgt Armenien og enklaven Karabakh. Her fik han mulighed for at møde statsministeren. Og det viste sig, at han havde mødt ham før – som en 5-årig dreng…!

– Gennem min gode ven, Ara Babloyan, Armeniens første sundhedsminister, er vi kommet i direkte kontakt med Artak Beglaryan, statsministeren i Karabakh.

Han har personligt talt vores sag og gjort det muligt for vores lille delegation fra Mission10forty at få visum til Karabakh, hvilket normalt er meget vanskeligt på grund af den spændte politiske situation og de mange soldater i området, fortæller Kim.

Egentlig skulle de have mødt statsministeren efter deres ankomst til hovedstaden Stepanakert, men de blev en hel time forsinket på grund af den tætte tåge i bjergene. Men forsinkelser er sikkert normale i et land, hvor man skal passere 10 russiske miltære checkpoints før man kommer til hovedstaden.

En blind statsminister

– Formålet med vores møde er at diskutere mulig støtte fra Mission10forty til udsatte børn i Karabakh, efter at 4.000 soldater døde i krigen sidste år og efterlod tusindvis af børn faderløse.
Da statsministerens assistent tager ham under armen, forstår jeg, at herr Beglaryan er fuldstændig blind.

Beglaryan begynder med at fortælle om, hvordan hans familie har lidt under krigen: I 1993, i en alder af kun fire år, har Artak mistet sin far under den første krig i Karabakh, og som 6-årig mister han sit syn på grund af en landmine, der er eksploderet. Derefter kommer Artak på en specialskole i den armenske hovedstad Jerevan.

En fantastisk oplevelse

– Det er et af mit livs mest fantastiske oplevelser, da jeg pludselig kan se drengen Artak for mig, fra dengang jeg stod i spidsen for et storstilet projekt i Armenien, finansieret af Y’s Men’s Clubberne i Danmark, til fordel for ‘Armeniens børn’.

Et af disse børn er den 8-årige Artak, som tilbage i 1997 altid bliver vist frem, når der er besøg fra udlandet: Han er så klog og kan tale for sig, og så illustrerer han bedre end nogen anden krigens lidelser.

Jeg fortæller den tvivlende statsminister, at jeg har mødt ham før, da han kun er otte år gammel. Og at jeg har taget billeder fra dengang, og det fra en barndom, han ellers ikke har billeder fra, da han senere mister sin mor og er alene med sine to brødre.

Utroligt nok har jeg faktisk billederne af den 8-årige Artak med i min rygsæk, og kan i løbet af få minutter finde dem frem og vise Beglaryans assistent billederne.

Og ja, det er den samme Artak, som dengang sidder på børnehjemmet på forreste række, og som nu er en højt respekteret statsminister i Karabakh.

Vi fortsætter samtalerne med at tale om Beglaryans respekterede karriere som menneskerettigheds ekspert. Han har skrevet mange rapporter om de overgreb, der fra Tyrkiets og Aserbajdsjans side er foretaget mod den lille armenske enklave Karabakh, rapporter, der er citeret vidt og bredt i FN.

Han fortæller om sin fantastiske karriere med studier i Grækenland, London, Boston, Prag og Schweiz, og om hans stejle karriere frem til posten som statsminister. Vi taler om de projekter, vi kan udføre sammen, først og fremmest hjælp til fordel for børn med autisme, traumer og andre neuropsykiatriske tilstande.

Til sidst slutter statsministeren af med at erklære, at han ‘som regeringsperson og som en person med stor erfaring inden for menneskerettigheder og humanitært arbejde, vil tilbyde sig for Mission10forty hvor som helst i verden. Jeg kan rejse for jer, holde taler, foredrag, gennemføre træninger. ‘I am happy for our reunion’, var statsministerens slutreplik.

Vi er alle i en tilstand af fuldstændig benovelse og overraskelse, da vi forlader dette møde med et helt igennem unikt menneske, slutter Kim Hartzner sin beretning.

Læs også: Kim Hartzner: Armenierne har brug for vores hjælp