Jørgen missionerer i sit sogn i den digitale tidsalder
Sognepræst Jørgen Johansen har talrige missionstiltag i sit sogn.
Sognepræst Jørgen Johansen brænder for mission i sit sogn. Han er her, der og på nettet med initiativer og for at vise, at han er til at snakke med – også om Jesus.
62-årige Jørgen Johansen er sognepræst i Hejnsvig og Vesterhede Kirker ved Grindsted. Når hans talestrøm falder over emnet mission, er det om at spidse ører for at få fat i alle ordene.
For han har gjort sig mange tanker om emnet. Han beskriver sig selv som en højrefløjsteolog, der med hud og hår tror på Bibelen, Jesus, skabelsen, og at Jesus opstod fra de døde.
Selv har Jørgen oplevet evangeliets livsforvandlende kraft. Som helt ung kiggede han dybt i flasken, indtil han som 19-årig blev frelst den 12. maj 1979 kl. 21:30. Tidspunktet har han selv regnet sig frem til.
Her ville han gerne prøve det med Jesus af. Så han bad en bøn i tro og tvivl på samme tid: ”Jesus, hvis du virkelig er til, så kom ind i mit liv”
Kun én gang i sit liv havde Jørgen Johansen været til søndagsskole, hvor han havde hørt om Jakobs-stigen. I Det gamle Testamente er det beskrevet, hvordan patriarken, Jakob, i en drøm så en stige, som rakte op til himlen, og hvor engle steg op og ned ad den. Mens Jørgen sidder til mødet, ser han i et syn Jesus komme ned af stigen.
”Jeg fik en oplevelse af, hvem Jesus er. Jeg fik fred efter bønnen og var forandret,” husker Jørgen.
At nyde missionen
”For nylig begravede jeg en, der havde været jæger hele sit liv og aldrig havde skudt noget. Det vigtige for ham var at være i naturen,” fortæller Jørgen Johansen.
På samme måde er det med mission, påpeger Jørgen: At man skal kunne lide at leve i mission – også selvom der er få eller endog ingen, der tager imod evangeliet. Selv er Jørgen altid på missionsmarken og ønsker at være tilgængelig for folk i lokalområdet.
Han vil gerne have ud, at der er en præst i sognet, der gerne vil i kontakt med sognets beboere.
”Jeg mødte en i brugsen, hvis far er på e-mail-listen for Præstens prædikenpanel, og så fik jeg en snak med hende, og nu er hun også på listen,”siger Jørgen Johansen.
Præstens prædikenpanel foregår på onlinemøde-platformen Zoom og er et ugentligt møde, hvor man kan komme med bidrag til emnet for søndagens prædiken.
Efter det store nedlukningsår i 2020 rykkede Præstens prædikenpanel online, og der har det været siden. Under nedlukningen blev julegudstjenesten i 2020 i øvrigt set cirka 1800 gange.
Præstens tv avis
For cirka tre år siden ville Jørgen Johansen i gang med at lave Alpha-kurser. Det er hans vurdering, at der skal mindst 100 nye kristne til for, at det skaber vedvarende forandring i sognets kirkeliv. 50 har været igennem Alpha-kursus fordelt på 10 kurser. Heraf er nogle begyndt at komme i kirken af og til.
”Mange er ikke vant til en mødekultur med at komme i kirken hver søndag,” siger Jørgen Johansen.
I det lokale missionshus er det tyndet ud i de besøgende. Faktisk er udtyndingen så grel, at missionshuset står til at lukke. Alle Alpha-kurserne beskriver Jørgen Johansen som en måde at give missionshuset kunstigt åndedræt på.
”Folk tænker om arrangementer: ”Vi kommer, hvis der ikke kommer noget bedre”. Tingene er, som de er, og så må vi lave noget, der er bedre, så folk har lyst til at komme,” siger Jørgen Johansen.
For at få folks opmærksomhed om Alpha-kurserne begyndte han at lave Præstens tv avis, som både er teologi via computerteknologi og samtidig markedsføring af den lokale kirke.
Det er blevet til 100-150 udsendelser, og nogle af udsendelserne har fået 300-600 visninger på Facebook – det betyder, at videoen er set i over tre sekunder.
I Præstens tv avis er han via video i samtale med sin gode ven ved navn Mogens Bertelsen, som er forretningsmand med fokus på marketing og bosat i Hejnsvig. Med kort tids mellemrum døde hans kone af kræft og hans søn på 35 år af en overdosis. Han har to andre børn tilbage.
Det satte tanker i gang i Mogens, og han kom til tro. Derfor kommer han med en ny tilgang til udsendelserne.
De to har blandt andet kørt en serie, hvor de har snakket om de 100 mest søgte Bibel-vers. Ikke de mest populære, men de mest søgte. De snakkede om betydningen af de 100 mest søgte bibelvers, som blev offentliggjort i Kristeligt Dagblad. Det er blevet til 100-150 udsendelser.
Spørge-Jørgen
Jørgen Johansen er heller ikke bleg for bogstaveligt talt at vade ind i folks hjem. Således har han gennem to år begivet sig ud på banke dør-turné med et spørgeskema i hånden. Nu er han halvvejs igennem de cirka 1.500 mennesker i alt i kirkesognet. Afvisningerne i hoveddøren kan tælles på én hånd.
Han tænkte ved sig selv, hvad folk mon i almindelighed tænker om kirke, kristendom og oplevelsen af mere mellem himmel og jord. Og så slog det ham: ”Hvorfor ikke spørge dem?”
Spørgeskemaet på 10 spørgsmål er inspireret af sognepræst Niels Jørn Fogh fra Herlev, der har brugt metoden i over 30 år. Sammen med en gruppe mennesker hovedsagligt fra det lokale missionshus blev spørgeskemaet strikket sammen. Det tager typisk 10-15 minutter at udfylde.
”Når jeg så sidder derhjemme hos folk, mens de udfylder spørgeskemaet, kommer de tit i tanke om nogle spørgsmål, fortæller om deres tro eller en åndelig oplevelse, de har haft,” siger Jørgen Johansen.
Nå, ham præsten igen
Jørgen Johansen bruger sin private Facebook-profil til at dele om prædikenværksted, Præstens tv avis og andre aktiviteter og initiativer. Han holder øje med, hvem der reagerer på hans opslag.
Folk, der reagerer på hans opslag og bor i lokalområdet, får en venneanmodning fra præsten. Han lægger ikke noget op på videoplatformen YouTube, fordi han finder den for besværlig og teknisk.
Trods alle de digitale tiltag er Jørgen Johansens erfaring, at den personlige kontakt er det, der virker.
”De må gerne tænke: ”Nå, der er ham præsten igen”, når de ser mig rundt i byen. Humlen er at finde en måde at få øjenkontakt på. Vi skal regne ud, hvordan vi får gang i en personlig kontakt, som vi kan lide at være i, ellers går det ikke,” siger Jørgen Johansen.
Om mission her i Danmark siger han: ”Jeg ved ikke, hvad vi kristne går og tænker på; men det er altså ikke en kaffeklub, vi er kommet ind i, men et missionsselskab. Lad os fortælle om alt det, Jesus har befalet ved at gå ud med freden og dele ud af den”.
Jørgens missionsinspiration
Den amerikanske countrysanger Keith Green (1953-1982) synger i omkvædet til sangen Asleep in the Light (på dansk: Sovende i Lyset) :
”Jesus rose from the grave. And you, you can’t even getta out of bed. Oh, Jesus rose from the dead. Come on, get out of your bed”.
Oversat til dansk:
Jesus stod op af graven. Og du, du kan ikke engang komme ud af sengen. Åh, Jesus rejste sig fra de døde. Kom nu, kom ud af din seng”.
Jørgen Johansen
– Født i 1959, er 62 år.
– Født i Esbjerg på Sct. Josephs Hospital, opvokset i Kolding
– I 1985 gift med Sigrid
– Far til tre børn på 31, 29 og 26
– Siden 2012 præst i Hejnsvig Sogn for Hejnsvig Kirke og Vesterhede Kirke ved Grindsted
– Hans adoptivforældre er fra Grindsted. Til 1963 boede Jørgen Johansen på børnehjem i Herning, før han blev adopteret af en lærerfamilie i Odense og kom til Kolding.