Unge frivillige skal indtage genbrugsbutikkerne

Dicte Tengs (t.v.) og Rosa Schmidt Dahl (t.h.) er nogle af de unge, som har valgt at være frivillige i en genbrugsbutik.

Blå Kors har mange genbrugsbutikker, og indtil nu har det været mest almindeligt, at der står søde ældre mennesker i butikkerne. Men det vil Blå Kors gerne gøre op med.

– Vi vil gerne aflive myten om, at frivillige i genbrugsbutikker kun er ældre mennesker, fortæller Anders Christensen, som er chef for Blå Kors’ genbrugsbutikker. Vi oplever, at flere og flere unge har lyst til at engagere sig og blive frivillige. Det er for eksempel unge, som studerer og som har nogle timer i kalenderen, de gerne vil bruge på noget meningsfuldt, siger han og fortsætter:

– De unge går op i bæredygtighed og vil samtidig gerne støtte vores sociale hjælpearbejde. De kommer med masser af energi og gåpåmod.

Musikvideo med formål

Derfor har Blå kors lavet en musikvideo, for at inspirere de unge til at blive frivillige.

“Jeg er villig, jeg er fri, jeg er frivillig. Når jeg har fri, er jeg villig til at give min energi”, lyder det i omkvædet i musikvideoen, som Blå Kors netop har lanceret.
Her ser man en dansende ung mand iklædt solbriller og hvide sneakers, der bliver overtalt af en ældre herre til at være frivillig i en genbrugsbutik, da han står ved kassen og skal købe alle tre dvd-film med “Free Willy”.

Frivillig med glæde

18-årige Dicte Tengs er frivillig i Blå Kors’ nye genbrugsbutik i Odense, hvor hun sammen med et par veninder hjælper til hver uge. Hun er blandt andet med til at udvælge tøj, som hun hænger på stativer fysisk i butikken og styler også outfits, som hun viser frem på Instagram for at inspirere andre.

Dicte Tengs blev frivillig i sommeren 2020, da hun valgte at opsige sit lønnede studiejob i en tøjbutik.

– Jeg vil meget hellere lave noget, som gør mig glad. Mine veninder og jeg elsker at være frivillige. Her får vi ansvar og gør noget godt for andre. Det er virkelig en sag, der ligger mig meget nær, siger Dicte Tengs, som selv kender en, der engang har fået hjælp af Blå Kors, fordi et nært familiemedlem havde alkoholproblemer.

Læs resten af artiklen på udf.nu