Venstre sidebanner eksempel

Må kirken gøre sig fri fra al frygt i 2022?

Af Iben Thranholm

Selvom kirkerne til forskel fra sidste år har været åbne i julen, og der har været fejret julegudstjenester trods høje smittetal og nedlukninger, så har corona alligevel sat sit tydelige præg på kirkelivet.

En bekendt fortalte mig om en oplevelse, hun havde haft, da hun juleaften var i kirke med sine børn. To rækker bag dem sad en anden mor med sine børn, og det ene barn hostede. Imellem dem sad en midaldrende mand, som vendte sig vredt om mod moren og hvæsede til hende, om hun nu var sikker på, at hendes barn ikke havde corona. Hun svarede, at barnet selvfølgelig var testet, inden de kom i kirken – og sagde så: “Jeg håber da, at vi kan stole på hinanden.”

Denne kultur af grundlæggende mistillid, som corona spreder, skal kirken være meget opmærksom på og påpasselig med at tolere inden for sine mure. Når vi kommer i kirken, er det for at vokse i tillid til Gud og hinanden, og for at mindske angsten og vreden mellem os. Men corona gør os mistænksomme over for vores næste, og så ligger aggressionen, der kommer af frygt, lige for. Den slags hører ikke hjemme i det kirkelige fællesskab.

I nogle kirker var det et krav, at kirkegængerne kunne vise gyldigt coronapas for at komme ind og høre juleevangeliet. Selvom det er forståeligt, at kirkerne gerne vil følge myndigheders anvisninger om forsamlingsloft, mundbind og coronapas, så der er noget helt galt i, at folk nu risikerer at blive afvist i kirkedøren. At nægte mennesker adgang til Guds hus er ikke i Guds Ånd. Jesus var ikke bange for at færdes mellem syge, spedalske og udstødte.

Andre kirker prøver at undgå afvisninger i døren ved at indføre billetsystem. Men kirken er ikke en biograf eller et teater, men dér hvor Gud dyrkes. At det nu kræver, at man har booket en billet i forvejen, er ikke Guds tankegang, men verdens.

Kirken burde være det sted, hvor vi søger hen for at få en pause fra verdens frygt og de rædselsscenerier, som medierne hjernevasker os med i døgndrift.
Med coronapas i døren og billetsystemer kører kirken med på frygten. Hvis ikke kirken længere er det rum, der står åbent og er frit fra frygt og mistillid, hvor skal folk så søge hen?

Mit håb for 2022 er, at kirken vil gøre sig fri fra al frygt og være stedet hvor enhver – vaccineret som uvaccineret – kan finde et frirum for sygdomsangst og udskamning, og i stedet finde Guds fred, der styrker og læger både krop og sjæl.