Hjerternes fest

Nu er det juletid og hjerternes fest. Eller det siger man, at det er.

Måske fordi vi pynter op med julehjerter?

Måske fordi vi samles med dem, vi elsker?

Måske fordi vi glæder vores kære med gaver og hilsner?

Måske fordi vi tænker på Guds faderhjerte, der ofrede sin søn for vores skyld?

Jeg ved ikke, hvor det kommer fra at kalde julen hjerternes fest, men jeg kan komme i tanke om masser af inspiration til, hvorfor nogen fandt på det engang.

I bibel-appen på mobilen faldt jeg over en bøn, jeg ikke har kunnet slippe igen. Særligt een sætning har brændt sig fast og bliver ved at tale til mig: “Bind mit hjerte til dit, Jesus”.

Først var det blot en smuk bøn, som talte til mig om samhørighed, men så begyndte sætningen at arbejde sig dybere og gøre lidt ondt.

Hvis mit hjerte er bundet til Jesu hjerte, så må jeg jo også føle det, han føler, men det er godt nok svært i nogle tilfælde…

Hvad med ham kollegaen, der er så emsig med at alle holder reglerne, men selv bryder dem, han har lyst til?

Hvad med hende jeg møder i Netto, der altid vil fortælle hvordan hun har det, men aldrig vil høre, hvordan jeg har det?

Hvad med ham der går med hunden løs, selvom den ikke hører efter? Eller hende, der suser ned af villavejen med 65 km i timen? Hvad må jeg føle for dem?

Bønnen viste mig, at mit hjerte var lige vel hårdt i kanten, og et hårdt hjerte kan ikke let bindes til Jesu bløde hjerte. Jeg er ikke i mål, men jeg har et mål… At takke for og velsigne enhver, jeg ellers har lyst til at blive irriteret på. Måske denne jul så kan blive mit hjertes fest?

Kender du mon det at blive helt vildt irriteret på et andet menneske?

Jeg har en god nyhed… Sådan har Jesus det aldrig… Ikke når han ser på alle mine fejl… og heller ikke når han ser på dig.

Måske er det derfor, julen er hjerternes fest? Fordi Jesus kom til jorden og gav os bløde hjerter af kød i bytte for vores hårde hjerter af sten (Ezekiel 11).
Giv mig et blødt hjerte, og bind det til dit, Jesus.