KLF’s generalsekretær kan fejre 10 år på posten

Mikael Arendt Laursen

I Januar 2012 rykkede Mikael Arendt Laursen fra en projektstilling i Kids & Media til posten som generalsekretær i KLF, Kirke & Medier, og dermed kan han i år fejre 10 års jubilæum på posten som generalsekræter.

Sin ilddåb fik KLFs nye generalsekretær med en klassisk KLF-opgave: en kamp for Morgenandagten, da DR mistede P2 på FM-båndet med etableringen af Radio24syv, der skulle bryde DRs monopol.

– Det er meget kendetegnende for KLFs opgave: midt i en medieverden i forandring at kæmpe for de kirkelige programmers plads på de kirkelige mediebrugeres vegne. Og det er netop, hvad Mikael Arendt Laursen i samarbejde med de øvrige medarbejdere har gjort rigtig godt i de ti år, forklarer Ole Sørensen, formand for KLF, Kirke & Medier.

Store forandringer

10-året har budt på store ændringer i medieverdenen, og det har også sat sit præg på KLF: blandt andet smartphones, tablets og sociale medier, der i større og større grad dominerer i vores liv.

Derudover har streamingtjenester og forskudt tv-kiggeri og radio-lytning forstærket polariseringen af medieforbruget og behovet for medieoplevelser, der samler danskerne om noget væsentligt.

Brug for KLF

– 10-året demonstrerer meget tydeligt, at der er brug for en forening som KLF, Kirke & Medier, der minder politikerne om behovet for stærke danske public service-medier og minder public service-medierne om nødvendigheden af programindhold, der samler danskerne og gør os klogere på kultur, historie, traditioner og værdier.
Her spiller de kirkelige programmer en nøglerolle, fordi de formidler kristendommen for både de troende og de nysgerrige og er bærer af det værdisæt og den etik som grundstenen i det danske samfund. Det er bærende i KLFs dialog med medierne – en dialog, hvor Mikael Arendt Laursen med stor seriøsitet og respekt har opnået stor lydhørhed for KLFs hjertesag hos ministre, politikere og mediechefer hos DR og TV 2, fastslår Ole Sørensen.

Mikael Arendt Laursen bor i Pjedsted ved Fredericia og er gift med Hanne og far til Isabella og Alexander.