Et rigt, begrænset liv

I et tv-program om mennesker med bipolare lidelser sagde en af de deltagende noget, som jeg ikke har kunnet glemme igen. På grund af sin sygdom var der drømme, han havde måttet opgive. Men, som han sagde: ”Jeg har opdaget, at man sagtens kan leve et rigt, begrænset liv!”

Jeg tror, at det moderne menneskes ulykke er, at man ikke har forstået visdommen i disse ord. Aldrig har vore muligheder været så ubegrænsede, som de er i dag, og aldrig før har det været så uoverskueligt, fordi man næsten føler sig forpligtet til at udnytte alle muligheder så optimalt som muligt.

Men på et tidspunkt i alles liv støder man ind i en begrænsning. Grænsen kan komme i form af sygdom, personlige tab eller økonomiske vanskeligheder, som stækker vore vinger og tvinger os til at indse, at begrænsninger findes.

Vi kan så slå os i tøjret og forsøge at bryde grænserne, fordi vi ikke kan leve med de snærende bånd. Men det får sjældent grænserne til at flytte sig synderligt og gør i alle tilfælde, at vi i vores bevidsthed kommer til at leve et underskudsliv, sammenlignet med vort tidligere tilsyneladende grænseløse liv.

Eller vi kan finde os til rette indenfor de nye grænser og udfolde os der. Hvor bredden indskrænkes, kan vi i stedet gå i dybden. Faktisk tror jeg, at den, der lærer at acceptere livets grænser, netop i det kan være på vej til en ny form for vækst.

Evner, som ellers ville have ligget uudnyttede hen, fordi der var så meget andet, der skulle nås, kan nu blomstre op og udfolde sig. Måske du – når det kommer til stykket – alene finder din plads i livet, fordi du er blevet stoppet i din grænseløshed!
Stilheden eller tomheden efter det tabte, hektiske liv, giver vore sjæle tid til at indhente os.

Også troslivet har brug for en sådan pause både udadtil og indadtil.
Udadtil ved at vi stopper op eller bliver stoppet i vores hektiske aktivitetsræs.
Indadtil ved at vi får pauser også i vores bestræbelser på åndelig vækst. Pauser, hvor sjælen og hele vort væsen kan få tid til at følge med og rodfæstes i alt det nye.

En tid i ørkenen synes måske ufrugtbar, men er oftest en tid for indre konsolidering.

Vækst og grænseløshed hænger ikke nødvendigvis sammen, det gør snarere vækst og begrænsning.