Præst inviterer til undervisningsdag om udfrielse
– Det har længe været et savn, at der aldrig rigtig er kommet en meget klar og synlig organisering af udfrielsesarbejdet i vort land, når det drejer sig om opfyldelsen af Jesu befaling om at kaste de onde ånder ud.
Det mener tidl. sognepræst Mogens Svendsen. Han indkalder derfor sammen med andre til et møde den 19. marts 2022 i Oase-kirken i Herning.
– Jeg ved meget vel, at der er en del mennesker, som enkeltvis eller i små grupper tager Jesu befaling alvorligt og hjælper dem, der beder om hjælp. Jeg kender nogle af dem, og de udfører et solidt og godt arbejde. Men samlet set er det alt for få, mener Svendsen og henviser til Jesu ord i Mattæus-evangeliet 9, om at Jesus ”ynkedes over dem, for de var vanrøgtede og forkomne, som får uden hyrde”.
– Jeg tør godt sige, at billedet ikke er meget anderledes i Danmark anno 2022, siger Mogens Svendsen.
– Da jeg pludselig dette efterår blev overbebyrdet med henvendelser vedrørende udfrielse, bad jeg Gud give kontakt til gode og troværdige folk til at være med i en drøftelse af muligheden for at organisere et arbejde på dette område. Og det blev opfyldt.
Sammen fik vi lavet en plan for en samling, som både kan medvirke til undervisning/oplæring på dette område og samtidig føre til organisering af et netværk, hvor man kender hinanden og kan hjælpe hinanden i arbejdet.
Der har været god og positiv respons på initiativet. I et fællesskab eller netværk kan vi gøre bedre fyldest i arbejdet, så ingen udsættes for overbelastning eller på anden vis kommer i knibe, slutter Mogens Svendsen.
Udover Mogens Svendsen står følgende bag invitationen: Ole Holm og Hugo Martinussen.