Den sorte roses røde blade

For mange, mange, mange år siden boede der en gammel kvinde i et lille hvidkalket hus. Det lille hus var i et land, langt borte herfra. Kvindens hår var efterhånden blevet lige så hvidt som huset. Og lige uden for den gamle kvindes hus lå der en smuk og frodig have. Der var store og majestætiske træer, hvis mørkegrønne trækroner så ud til at nå himlens lyseblå loft. De gav tiltrængt skygge til de mindre blomster og planter, som ikke kunne tåle solens brændende hede. Tulipaner i alskens farver og høje, slanke lavendler omgav haven, sammen med de ældre og velvoksede rododendroner.

Men inde midt i haven lå kvindens stolthed. Der voksede en masse utroligt smukke roser – og de var alle sammen røde. Ingen i hele landsbyen havde set noget smukkere end hendes røde roser. Ikke én af dem havde den mindste fejl. Beklageligvis vidste roserne, at ingen anden rose var lige så skøn som dem selv, og det gjorde dem stolte og hovmodige.

De snakkede ikke om andet end deres egen skønhed – indtil der skød en ny rose op af jorden. Roserne så den skyde op af jorden og ventede med stor begejstring. De kunne ikke vente med at få endnu en smuk, rød rose i deres lille rosenhave. Dog måtte den nu ikke overstige deres egen skønhed.

Dagen kom, hvor den nye rose foldede sine spinkle blade ud og viste sig for de andre. Den åbnede sine øjne og så, at de røde roser stirrede med nysgerrighed. Men straks efter at den var foldet ud, og rosens farve kom til syne, forsvandt de venlige blikke. Alle så forfærdet på den; roserne, lavendlerne – selv klematis, som altid havde et godt ord om andre. De hviskede til hinanden, med anklagende stemmer.

”Hvis den så bare kunne have været orange. Eller for den sags skyld, grøn. Ja, enhver anden farve havde da været bedre.” De rystede på hovederne. Den nye rose blev forlegen og ønskede blot at kravle tilbage i dens skal. Den bøjede hovedet i skam og så, hvorfor de havde sagt alt det. Den var ikke rød som de andre roser. Den var sort.

Læs resten af Novellen her på udf.nu