Danmission fejrer 200 år med jubilæumsgudstjeneste

Fejringen af jubilæet startede i 2021 og fortsætter indtil uge 24 i år.

Præsten Bone Falck Rønne (1764-1833) havde en nød for at nå den ufrelste verden med evangeliet og så mission som en naturligt del af det at være kristen. Foto: Danmissions Fotoarkiv

Den 17. juni 2021 var det 200 år siden, at sognepræsten Bone Falch Rønne fra Lyngby-Taarbæk stiftede det første danske missionsselskab. Danmission startede fejringen af jubilæet sidste år og fortsætter i år på Himmelske Dage i Roskilde samt ved en Jubilæumsgudstjeneste i Københavns Domkirke den 1. juni.

Sognepræsten Bone Falch Rønne fra Kongens Lyngby oprettede Det Danske Missionsselskab (DMS), i 1821. Han havde en ambition om, at mission og det at missionere skulle ses som en naturlig pligt og en naturlig del af det at være kristen, hedder det på Danmissions hjemmeside.

Jubilæumsdagen blev i 2021 markeret med blomster ved mindestenen i Taarbæk og en mindre reception på Danmissions adresse i Hellerup for nogle få inviterede.

Jubilæumsbog

Danmission har blandt andet markeret jubilæet ved at udgive bogen “Missionssyn gennem 200 år”, der består af 11 kildetekster skrevet af missionspræster, missionslæger og andre, der har haft en anpart i de syn på mission, der har præget arbejdet siden 1821. Bag bogen står forfatter Harald Nielsen, der i samarbejde med tidligere lektor i kirke- og missionshistorie Niels Kastfelt og tidligere lektor i praktisk teologi Hans Raun Iversen har udvalgt teksterne.

Biskop over Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen, prædiker ved jubilæumsgudstjenesten i Københavns Domkirke den 1. juni. Foto: Henrik Dons Christensen

Jubilæumsgudstjeneste

Selv om Danmission havde 200-års jubilæum i 2021 er store dele af markeringen henlagt til 2022 på grund af coronapandemien.
Historien vil således blive belyst i Danmissions telte under Himmelske Dage i Roskilde den 26.-29. maj. Der vil også være orientering om det aktuelle arbejde, foredrag, debatter og præsentation af en jubilæumssalme.

Den 1. juni kl. 15.00 holdes en jubilæumsgudstjeneste i Københavns Domkirke, hvor biskop Peter Skov-Jakobsen prædiker. Under gudstjenesten deltager både samarbejdspartnere og internationale gæster, oplyser Danmission. I ugen omkring den 17. juni bliver der holdt jubilæumsfejring i Danmissions Genbrug.

Danmission i 2022

Danmission arbejder nu i 11 lande i Afrika, Asien, Mellemøsten og Danmark med indsatser, der styrker de lokale kirker, skaber dialog og fremmer bæredygtig og retfærdig forvaltning af naturens ressourcer. Danmission har knap 1700 medlemmer og flere tusinde frivillige. De frivillige er blandt andet engagerede i de 69 genbrugsbutikker over hele Danmark, der står for den største del af indtægterne.