Elvis-film har for lidt fokus på ’Kongens’ gospelsange
Det fremgår ikke af Baz Luhrmanns nye film, at det var gennem gospel, Elvis viste sine bedste kvaliteter som sanger.
En augustdag for 45 år siden gik en melding ud over hele verden: Sangeren Elvis Pres-ley var død, 42 år gammel. Helt siden han omkring 20 år tidligere havde haft sin første succes med en hyldest til sin mor, «That’s all right, Mama», havde han været et kendt navn. Elsket og beundret; hånet og foragtet, men en, man ikke kom udenom. Denne sommer er han igen aktuel som hovedperson i en ny film.
Han blev kaldt «The King of Rock and Roll», men det var gospelmusikken, som fik de bedste kvaliteter frem hos ham som sanger. I den nye film kommer denne side af Elvis imidlertid kun lidt frem, skriver blandt andet Dagens filmanmelder.
«Favorit-gospel»
Det var med fremføringen af «Peace in the Valley» i det prestigetunge Ed Sullivan Show på amerikansk fjernsyn, at Elvis «stod frem» som gospelsanger. Han måtte kæmpe for at få sunget den i programmet; Ed Sullivan ville nemlig ikke have en kristen sang med i showet. Men han måtte bøje sig for artistens argument: Han havde lovet sin mor at synge den. Selv Ed Sullivan forstod, at det, en kristen sydstatsdreng havde lovet mamma, ikke var til genstand for diskussion.
Alligevel blev det «How Great Thou art» (O, store Gud) som blev Elvis’ signaturmelodi som gospelsanger. Salmen er oprindelig svensk, skrevet i 1885 af den 26-årige missionspræst Carl Boberg. Elvis lærte denne salme at kende i 1960’erne og tog den med i albummet «How Great Thou art» fra 1967. Dette album gav Elvis hans første Grammy-pris året efter. Han omtalte den som sin «favorit-gospelsang», og i 1970 tog han med i sit koncertprogram.
Det skal være sket som et indfald fra kunstnerens side: Han ringede fra bilen en halv times tid før en koncert og gav besked om, at han ville have «How Great» med. Da musiklederen indvendte, at han ikke havde noget arrangement på sangen, skulle han bare have fået besked om at lave et. Utroligt nok fungerede det fint.
Per-Erik Hallin, som spillede klaver for Elvis først i 70’erne, har fortalt, at da han gjorde Elvis opmærksom på, at dette oprindeligt var en svensk sang, skal Elvis have troet, at «Pete» (som svenskeren blev kaldt) bare tog gas på ham.
Gospel lå hans hjerte nært
Elvis lavede fire rene gospelalbums: «His Hand in Mine» (1960), «How Great Thou art» (1967), «You never walk alone» (1971) og «He touched me» (1972). Desuden lavede han to albums med julesange, både kristne og sekulære. I alt 87 salmer og gospelsange fæstede han til rillerne, og samtlige af de tre Grammy-priser, han fik, var for gospelsange og -albums. To af dem var knyttet til «How Great Thou art». Den ene for albummet som sådan og den anden for en koncertversion af salmen. Den tredje Grammy-pris fik han for albummet «He touched me».
I 2001, næsten 25 år efter sin død, blev Elvis Presley stemt ind i «The Gospel Hall of Fame». Hans datter, Lisa Marie, sagde i den forbindelse, at det var gospelmusikken, som lå hendes fars hjerte nærmest.
Der er ingen tvivl om, at Elvis’ usunde livsstil, ikke mindst et massivt pillemisbrug, bidrog til at forkorte hans livs med mange årtier. Han var gennem størstedelen af sit voksenliv omgivet af personer, som havde mere travlt med at udnytte ham end at rådgive ham om gode valg.
Dette førte til, at der var sider ved hans liv, som mange har svært ved at kombinere med et kristent vidnesbyrd. Hans ven Joe Moscheo, som skrev bogen «The Gospel Side of Elvis Presley» (2007), udtrykte det således: «Han tabte nogle kampe, som jeg ikke har behøvet at kæmpe. Han deltog i en anden krig. Udkæmpede han den gode strid? Det kan kun Gud svare på!».
