Kristne i gule veste fortalte om håbet i Jesus
Der var slået telte op på Gammeltorv, Rådhuspladsen og ved Nørreport Station. På Kgs. Nytorv var der stillet en stor prædikestol op! Lovsang og omkring 50 mennesker i gule veste havde sat lørdagen af for at fortælle folk i København om Jesus.
”Go, tell it on the mountains” lød det fra en af højtalerne. Der blev sunget lovsange, spillet rockmusik og delt vidnesbyrd til de forbipasserende.
– Jeg har været i gang 10 år i Odense på gaden, fortæller Kim Ahlehoff Döhlie og forklarer, at det er et fælleskirkeligt projekt i Odense, hvor flere kirker derfor deltager. Han kommer selv i Apostolsk kirke. Han fortæller om en oplevelse for nyligt, hvor en kun 14-årig dreng var meget interesseret og ville have både en hverdagsdansk bibel, et nyt testamente og endda en traktatavis fra Udfordringen med sig. Kim har oplevet både helbredelser og mange gode samtaler med folk, når han er på gaden:
– Nogle har mange spørgsmål om hvad der lige er oppe i livet, mens andre er lukkede og vil bare diskutere. Nogle gange går jeg ind i diskussionen og andre gange ikke, siger han og understreger, at det er meget vigtigt, at man har respekt for dem man møder på gaden. Ellers skal man ikke være en del af det.
Hvorfor går kirken stille med dørene?
For Bo, som er en af arrangørerne og jævnligt er ude på gaden for at dele evangeliet på forskellige måder, så er det vigtigt, at vi går udenfor kirken og møder folk.
– Jeg var 41 år gammel, da jeg mødte Jesus, og da jeg kom ind i kirken for første gang, så oplever jeg bare, at dér hører jeg hjemme. Men samtidig, så tænker jeg også: ”Hvorfor er der ingen, der har fortalt mig om det her før?” Det synes jeg var meget, meget mærkeligt. Her har de simpelthen LIVET og de går stille med dørene, siger han undrende.
– Og sådan er det stadigvæk. Så enten tror man ikke på det. Eller også har man udviklet en tillid til, at dem, der vil Jesus nok selv skal søge hen til kirken.
Det tror Bo ikke så meget på. Han ønsker, at kristne vil se, hvor meget folk faktisk er åbne, efter at især krig og corona har vist mange, at tilværelsen er skrøbelig. De kristne på gaden ønsker at pege hen på Jesus, som det ultimative håb. De ønsker også, at flere kristne vil gå ud på gaden med de gode nyheder, så flere kan møde kristne i deres hverdag overalt i landet og kan blive ledt til tro.
Fra Thisted til København
– Jeg har selv oplevet, hvad det vil sige, at leve i mørket. Jeg har selv set en radikal forandring i mit liv, da jeg blev født påny forklarer Adam Sommer Hjort, som havde taget turen helt fra Thisted.
– Jeg oplever, at kirkerne i Danmark er meget tilbageholdne – ja, de holder faktisk igen på den salvelse, som vi alle er tilegnet, hvis vi vandrer i tro, siger Adam, som har oplevet vold i Indre Missions-barndomshjemmet samt andre slags svigt.
– Jeg har oplevet en falsk form for kristendom, som jeg ikke kunne forlige mig med. For det jeg så, kunne jeg ikke have fred i. Han oplevede senere i sit liv en karismatisk kristendom bl.a til AWAKE-møderne på Drejervej i København.
– I en alder af 31 rørte Jesus mig bare helt vildt stærkt og Ordet blev levende for mig. Og så er jeg bare vokset og har været i Afrika 11 gange siden, hvor jeg har talt i kirker, på konferencer og talt på gaderne dér til op imod 1000 mennesker – og bare fyre den af, smiler han.
Arrangementet var koordineret af Bo og Mona Henriksen, Børge Laustsen og René Celinder, samt flere forskellige gadeevangelister.
Næste arrangement vil foregå i Odense i oktober måned.