– Du er pige og har ikke brug for uddannelse, sagde de fattige forældre

Ventorina Logiel er vokset op som karamojong, og hvis forældrene havde fået deres vilje, var hun blevet giftet bort som 14-årig.

Så ville hun have levet på præcis samme måde som de piger og kvinder, hun støtter op om i dag. Ventorina arbejder for den kristne udviklings- og nødhjælpsorganisationen ADRA i Ugandas nordøstlige Karamoja-region.

Men Ventorinas liv tog en helt anden drejning, og hun kom senere tættere på Gud.

Besøg fra Danmark

Ventorina Logiel, 40 år, er med mig i felten for at oversætte, når jeg interviewer cases. Jeg er taget til Karamoja-regionen i Uganda for at lytte til historierne fra de kvinder, ADRA har gjort en forskel for. Gennem mange år har organisationen haft fokus på at fremme pigers og kvinders rettigheder, men ADRA befandt sig ikke i Kotido-distriktet, dengang Ventorina var en skolepige på 14 år.

Heldigvis var hun selvbevidst nok til ikke at acceptere sin skæbne. Havde hun ikke selv protesteret, var hun blevet udsat for de samme negative sociale normer, som de fleste af hendes jævnaldrende medsøstre ligger under for i dag.

Så havde hun været én blandt flere koner til samme mand og havde hver dag skullet gennemleve de bekymringer og det slid, det medfører, når man ikke i tilstrækkelig grad kan forsørge sine børn, fordi man mangler uddannelse, jobkompetencer og læsefærdigheder.

Karamojonger lever traditionelt af kvæghold, og jo flere køer, en mand har, des rigere og mere magtfuld er han. En karamojong-kvinde har ingen råderet over noget, ingen indflydelse, og hendes vigtigste opgave er at gøre sin mand tilfreds. Ventorina fortæller selv her, hvorfor hendes liv blev anderledes.

”Jeg udfordrer jer”

– Min far havde syv koner og alt for få køer til at kunne forsørge sin familie godt nok. Modsat sine koner havde han gået i skole, men kun i få år. Det medførte til gengæld, at han tillod sine børn lidt skolegang, bare til husbehov.

For at have råd til at give alle sine sønner skolegang var det hans plan at tage mig ud af skolen og gifte mig bort, så han kunne få flere køer til at betale deres skoleudgifter med. Mine forældre nævnte ikke planerne for mig, men min far skar mere og mere af det beløb, der skulle bruges på mine bøger og skoleuniformer. En dag tilkaldte de mig og forklarede:

”Eftersom du er pige, har du ikke brug for mere uddannelse. Vi vil give dig til en mand, så dine brødre kan komme i skole. Vi overvejer naboen.” ”Hvad taler I om,” svarede jeg overrasket, for jeg havde helt og holdent forelsket mig i idéen om at blive uddannet.

”Mor, hvorfor gifter du dig ikke med naboen i stedet? Du er stadig ung, og ham, du er gift med nu, er gammel,” sagde jeg bittert.

Hendes mand var ikke min biologiske far. Jeg tilføjede: ”Jeg respekterer jer ikke, og jeg vil udfordre jer. I skal opleve, at jeg får en universitetsgrad.” ”Hvem skal betale for det,” spurgte de og proklamerede samtidig, at jeg aldrig ville nå til universitetet. De troede ikke på mig, fordi jeg var pige. Jeg svarede, at ingen kender fremtiden, men Gud er vores forsørger. De blev mundlamme, og så gik jeg.

Reddet af kristen lærer

– Jeg truede dem med politiet, hvis de gjorde alvor af planerne om at gifte mig bort. Dengang vidste jeg ingenting. Det var uhørt, at nogen greb ind over for den slags sociale normer. I skolen gik jeg til min kvindelige lærer Helma fra Holland og fortalte, at jeg var sønderknust. Om hun havde tid til at tale? Helma bad mig møde op i hendes kirke ’Church of Uganda’ om søndagen, så det gjorde jeg. Efter at have lyttet, rådede hun mig til ikke at stikke af hjemmefra. Hvis nogen i min landsby prøvede på noget, skulle jeg skrige, indtil der kom hjælp. Når skoleåret var slut, kunne jeg skifte til en kostskole. Hun ville betale.

Hun dækkede alle mine udgifter i de to sidste år af grundskolen. Derefter inviterede en kristen organisation mig til at gå på deres gymnasium, som også var en kostskole og i øvrigt noget dyrere. Alle de skoleår betalte Helma også for, selvom hun midt i det hele rejste hjem til Holland med sine adopterede børn. Hvis bare hun så mig i dag. Engang talte jeg med hende over Facebook, men jeg har ikke hørt fra hende siden.

Mor manglede

– Først efter gymnasiet begyndte mine problemer. Jeg startede på universitetet, og en tante fra Australien betalte for første semester. Herefter havde jeg ingen penge og måtte rejse hjem til Kotido. Mine forældre var døde, og deres bolig var kollapset, så jeg flyttede ind hos venner og blev forsørget af dem til gengæld for husarbejde. En dag ringede en ven og gjorde mig opmærksom på et sponsorprogram. Et lokalt parlamentsmedlem anbefalede mig, og jeg blev godkendt. Da jeg i 2010 efter fire års studie opnåede en universitetsgrad i socialt arbejde (socialrådgiver), var jeg ked af, at min mor ikke levede til at kunne se mig og erkende, at jeg havde gjort hendes manglende forventninger til skamme. At jeg selvfølgelig kunne være lige så dygtig som en dreng!

Troen på Jesus er blevet personlig

– Når jeg som barn så ADRA’s biler køre forbi, drømte jeg om selv at blive sådan en, der hjælper sit folk til uddannelse. Kort før min tid på universitetet sluttede, søgte ADRA en medarbejder med mine kvalifikationer. Jeg skrev en ansøgning, fik jobbet og har været i ADRA lige siden. ADRA har gjort mig til den, jeg er i dag. Før kom jeg ikke i en kirke, og jeg kendte knap nok den Gud, jeg troede på. Andagterne, vi holder på kontoret, har åndeligt set formet mig, og jeg vil arbejde for ADRA, indtil jeg ikke kan mere.

Da jeg fik jobbet, begyndte jeg selv at støtte mine søskendes uddannelse, og jeg opmuntrede dem til at finansiere andre, når de selv var færdige. Jeg siger til alle de forældre, jeg møder i felten, at de skal sende både døtre og sønner i skole nu. Tag chancen og betal! I ved aldrig, hvornår redningen kommer, når I ikke længere selv har råd. Se på mig og lær af min historie! I dag støtter jeg fast fire piger med skolebøger og uniformer. Det er ikke meget, og jeg ville ønske, at jeg havde kapacitet til at samle dem i et hus for at beskytte dem. Jeg lægger dog et fundament, og så må Herren gøre resten.”

Sådan slutter Ventorina sin fortælling. Hun er ugift og har ingen børn. Efter et voldeligt forhold og flere ufrivillige aborter konkluderede Ventorina, at hun beskyttede sig selv bedst ved at være single.

Manden, hun skulle have været gift med som 14-årig, har i dag flere koner og er syg.