På mission bag Jerntæppet i en lille blå folkevogn

Et af de stærke gode minder fra dette års sommerferie var besøget hos Open Doors i den hollandske by Ermelo, hvor min mand og jeg ankom uanmeldt til en rundvisning på det fine nye besøgscenter. Vi blev modtaget med stor varme, og sammen med en svensk familie og tre hollændere hilste vi på kontorets medarbejdere over en kop kaffe, før vi blev vist rundt og lærte nyt om mission bag Jerntæppet samt arbejdet blandt forfulgte kristne før og nu.

Vi hørte om grundlæggeren af Open Doors, ”Guds smugler”, Andrew van der Bijl, der også er kendt som ”Anne” eller ”Broder Andreas”. Han er nu 94 år, men bor i nærheden af kontoret og hjælper stadig med nogle opgaver på stedet.

Broder Andreas kørte mange ture ind bag Jerntæppet med bibler, og hans gamle blå folkevogn står udstillet på besøgscenteret. Man kan sætte sig ind i bilen, hvor han på

både hollandsk og engelsk fortæller om sin første tur som bibelsmugler bag Jerntæppet. Han havde gemt bibler flere steder i bilen, men der lå også nogle i hans kuffert.

I sin nød bad han: ”Gud, du har før gjort blindes øjne seende. Nu beder jeg om, at du vil gøre toldernes øjne blinde for de bibler, jeg har med”. Ved grænsen blev han stoppet og spurgt, om han havde noget at fortolde. Nej, han havde bare et ur og lidt penge med sig. Den ene af betjentene ville se hans kuffert, og han lagde den på jorden og åbnede den for den ene toldbetjent, mens han begyndte at snakke med den anden om vejr og vind.

Det var svært at koncentrere sig om samtalen, fordi han hele tiden frygtede, hvad tolderen bag ham ville finde i kufferten. Men betjenten med kufferten blev snart interesseret i samtalen om vejret i Holland, så han lukkede kufferten igen og sluttede sig til de andre to. Underet var sket, og Broder Andreas kunne køre ind bag Jerntæppet med sin dyrebare last.

I besøgscenteret så vi blandt andet en udstilling af genstande og beskrivelse af Project Pearl, hvor en million bibler blev smuglet ind i Kina på en eneste nat. Der var et ”underjordisk trykkeri”, et forhørskammer og – til glæde for børnene – et apparat, hvor de kunne øve sig i at smugle flest mulige bibler ind i et lukket land.

Før vi gik, mødtes vi alle i andagtsrummet for at tale om, hvad der havde gjort mest indtryk på os gæster. Vi var enige om, at det havde været meget opmuntrende og trosstyrkende at opleve missionens historie og blive mindet om, at Gud hører bøn. Besøget sluttede med fælles bøn, før de andre gæster sagde farvel og kørte hver til sit. Værterne spurgte, om vi kendte svenskerne på forhånd, ud fra den måde, vi havde talt til dem.

Vi snakkede lidt om ligheden mellem dansk og svensk – men også om, at vi som kristne kan opleve at finde brødre og søstre overalt i verden. Det er noget af det, vi tager med os fra besøget – sammen med Broder Andreas’ ydmyge understregning af, at ”Gud bruger almindelige mennesker til at forandre verden”.

Det sker, når vi i Hans navn kaster os ud i det mere eller mindre ukendte og måske skræmmende, som Gud har lagt til rette for os.