Tre nye ”Tobias og Trine” bøger
Bibelselskabet har lavet en serie med små bøger om tvillingerne Tobias og Trine og deres tilgang til forskellige kristne emner. De er ligesom de små pixi-bøger både nemme og letlæselige.
Det gode ved disse bøger er, at det ikke tager lang tid at læse dem, og så er de skrevet så fint, at de tager udgangspunkt i den verden, små børn er i, nemlig den hvor der er Ipads, lyssværd og andre ting, som er en del af børnenes verden i dag.
Der er kommet 3 nye bøger i serien:
”Tobias og Trine tænder adventskransen”, en sød fortælling, som hjælper børn til at forstå, hvorfor vi har en adventskrans og gør nogle bestemte ting op til jul.
”Tobias og Trine lærer fadervor af oldefar”, hvor det bliver til en snak om, hvad man kan bede Gud om, og hvad vi beder om, når vi beder fadervor.
”Tobias og Trine finder brød og fisk i kirken”. Her fortælles om et besøg i kirken, som er lidt anderledes, og hvor de lærer om, hvad Jesus gjorde, og hvordan man kan dele med andre.
Bøgerne er skrevet af journalist og forfatter Malene Fenger-Grøndahl, der har beskæftiget sig med tros- og kirkestof gennem mange år. Den garvede børnebogsillustrator Jesper Tom-Petersen står bag tegningerne. Bøgerne er velegnede til højtlæsning for børn i alderen 2-7 år og som gave til børn, som kommer i kirke.
De kan købes hos Bibelselskabet og koster 25,- kr. stykket.