Valget og Udfordringen

Af Henri Nissen, Ansvarshavende redaktør

Skal man fortsat støtte KristenDemokraterne og risikere at stemmerne går tabt, eller skal man – som den konservative Jens-Henrik Kirk argumenterer (her) – støtte kristne i de andre partier?

Det er ikke noget let spørgsmål. For selv om en del kristne stiller op for bl.a. De Konservative eller andre partier, så viste det seneste valg, at det kun er få af kandidaterne, som i praksis bliver valgt. Og dermed er de blot med til at samle stemmer til andre kandidater, som måske har en noget anden dagsorden.

På den anden side kan man sagtens argumentere for, at KristenDemokraterne ved de seneste fire valg ikke er kommet over spærregrænsen – dvs. siden katastrofevalget i 2007. Og for hvert tabt valg bliver det sværere at tro på mulighederne. Hertil kan KD’erne sige, at en stemme aldrig er spildt, hvis man stemmer på det, man tror på. Og at man i stedet skal undgå at ”spilde” sin stemme på nogen, der står for noget andet, end det, man tror på.

I Udfordringen vil vi gerne fortælle om alle de kandidater, som har en kristen tro. Men vi må også være lidt kritiske. Det er meget nemt for en kandidat at ”prale” af deres kristne opvækst, tro eller sindelag. For i Danmark er de fleste døbt og konfirmeret, og dermed er de af navn ”kristne”.

Men vi vil forsøge at koncentrere vores omtale om kandidater, som har en bevidst tro, og som bekender denne tro i det offentlige, selv om det koster. Vi vil også opfordre læserne til at stemme på en person og ikke blot på et parti. På den måde får ens stemme dobbelt betydning. Og naturligvis er det en rigtig god ide at skrive til politikerne og stille dem spørgsmål, så de bliver opmærksomme på emner, som har speciel betydning for kristne.

Men frem for alt er det vigtigt, at alle bevidste kristne nu går i intens forbøn for kandidaterne. Vælg evt. én bestemt ud, som du vil bede for. Det har stor virkning. Og bed om, at vi må få politikere og en regering, som viser respekt for Gud og kristendommen.