Mads og familien flytter til Spanien, når han tiltræder nyt job i Sømandsmissionen

Mads Bach Futtrup

32-årige Mads Bach Futtrup, Aalborg, er ansat i en projektstilling som digital business & development manager fra 1. januar 2023 og frem til 31. maj 2024.

Mads Bach Futtrup er uddannet cand.mag. i strategisk kommunikation med speciale i digitalisering, produktafsætning og online forretningsudvikling og har ni års erfaring fra kommercielle virksomheder indenfor IT og mode. Han er en ”nørd” til at udvikle og optimere forretninger.

Mads skal bidrage til udvikling af de digitale platforme, online salgskanaler og det strategiske arbejde for Hotel SØMA. Ligeledes skal han medvirke til udviklingen af digitalisering og kommunikation i Sømandsmissionen.

Base i Malaga

Han får base i Malaga fra marts 2023, hvor han sammen med hustruen Tina og deres tre børn gerne vil prøve en anden slags hverdagsliv end i Aalborg. Dernede vil Mads arbejde fra et kontor i byen Fuengirola samtidig med, at det er muligt at entrere med forskellige erhvervsnetværk og nå en lufthavn indenfor 20 minutter.

Indtil nu kender han primært hotelbranchen fra sin bestyrelsespost på Kompas Hotel Aalborg, men snart skal han med på både det strategiske og operationelle niveau i Hotel SØMA, der tæller fire hoteller i Grønland.

Meningsfuldt arbejde

– At kunne kombinere min faglighed med meningsfulde formål, som Hotel SØMA og Sømandsmissionen har, i forlængelse af gode kommercielle resultater, er jeg enormt motiveret af. Den udvikling og det produkt vil jeg gerne bidrage til, for den stemmer godt overens med mit eget livsgrundlag. Det er fedt at skulle arbejde med noget, der er meningsfuldt, fordi en del af overskuddet går til at hjælpe andre. Jeg tænker en del over, hvad der giver mest mening at bruge min tid på, for jeg vil gerne have en meningsfuld tilværelse. Det får jeg chancen for nu, hvor jeg er klar til at gå til den faglige opgave med ydmyghed i en branche, som på nogle områder er ny for mig.

Mads er indfødt aalborgenser og en ivrig løber, som finder stor passion i at flytte fysiske og mentale grænser igennem sporten. I fritiden kommer familien i Ansgars Kirke og i missionshuset Bethesda, Aalborg.

Hotel SØMA er hyggelige, trestjernede familiehoteller i byerne Nuuk, Aasiaat, Sisimiut og Ilulissat, som ejes af Sømandsmissionen. Overskuddet fra disse hoteller går blandt andet til Sømandsmissionens arbejde (diakoni, mission og socialt arbejde).


Artiklen fortsætter efter annoncen: