Marilynne Robinson skriver romaner om hverdagstro

Man kan ikke beskylde den amerikanske forfatter Marilynne Robinson for at sprøjte romaner ud. Siden hun i 1981 udgav sin første roman ”Housekeeping” – som på dansk hedder ”Hus og hjem” – er det i alt blevet til fem romaner, og der skulle gå over 20 år, inden hendes anden roman,” Gilead”, udkom i 2004.

”Gilead” er den første af fire romaner, der omhandler de samme personer og udspilles i tilknytning til den samme by, blot med forskellige hovedpersoner og synsvinkler. På den måde får læseren lidt af den samme historie genfortalt, men med forskellige farvninger, vinkler og vægtninger.

Også essayist

Udover de fem romaner har Marilynne Robinson også gjort sig i essays. Bl.a. udkom ”Åndsfraværelse” i 2012. Den består af i alt fire essays, der omhandler forholdet mellem videnskab og religion og er et opgør med den moderne ateisme og et forsvar for troen. Essaysamlingen ”Da jeg var barn læste jeg bøger”, som kom på dansk i 2015, går i dybden med begreber som moral, nøjsomhed og individualisme, mens ”Det som er os givet” fra 2018 tager livtag med begreber som bl.a. nåde, tjeneste, forfald, frygt, værdi, metafysik og teologi.

Som det fremgår, er Marilynne Robinson på ingen måder overfladisk, hvilket vel også forklarer den langsomhed, hvormed hendes romaner udkommer, en langsomhed, som forplanter sig ind i selve handlingen og giver læseren en oplevelse af tryghed og stabilitet.
Går man derimod i lag med essaysamlingerne, skal man holde tungen lige i munden, for de er ikke letlæste – men meget givende.

Forfatterens baggrund

Marilynne Robinson har sine åndelige rødder solidt plantet i den nordamerikanske historie og tro. Hun kalder sin udgave af kristendommen for den ældste i Amerika, da den kan spores helt tilbage til puritanerne i 1600-tallet. I hendes trosliv betyder det, at troen forplanter sig langt ind i hverdagslivet og giver ro og en soliditet, der klart opleves i læsningen af hendes romaner.

Det betyder også en kamp for samfundets svageste.

”Gilead”

Første bind af, hvad man godt kan kalde romanserien, er et brev fra en aldrende far til sin 7-årige søn. Faren, John Ames, er præst, og da han har fået sin søn i en sen alder, regner han ikke med at se ham vokse op. Derfor skriver han i et langt brev til sønnen alt det, han ikke regner med at nå at fortælle ham ellers.

I brevet inviterer han drengen ind i sine overvejelser, bl.a. om dåben, himlen og glæden. Men han lukker også døren op til sønnens slægt. Ikke mindst fortæller han om sin farfar, sønnens oldefar. Den gamle farfar, som også var præst, var et særdeles gavmildt menneske. Nærmest alt, der kunne gives, blev foræret væk, så hans familie måtte tænke særdeles kreativ for i det mindste at kunne beholde det mest nødvendige.

Farfaren så det som menneskets fornemste opgave at gøre nytte og være til hjælp for andre. Hans nyttebegreb lå imidlertid langt fra den, man kan iagttage i den politiske retorik i Danmark i dag, hvor mennesket bliver reduceret til et redskab til at medvirke til landets økonomiske vækst.
Nej, for den gamle gavmilde præst var der tale om et helt andet menneskesyn. Det handlede om kristen næstekærlighed og om den enkeltes Gudgivne værdi.

Det samme ses hos barnebarnet, John Ames, i hans syn på sin lille søn, når han i brevet betegner ham som ”Guds nådegave til mig, et mirakel” og fortsætter med at beskrive ham som rar og køn, men tilføjer: ”alt det er udmærket, men det er selve det, at du er til, som jeg mest af alt elsker dig for”. Her spejler han Guds ubetingede kærlighed til hver af os. Denne måde at forstå værdi og nytte på gennemsyrer hele romanen, og gør den til noget helt særligt.

Udover farfaren lærer læseren også John Ames’ hustru Lila, hans første hustru og deres fælles datter, samt hans venner og sognebørn at kende. Bl.a. vennen og kollegaen Boughton, som bliver hovedperson i den næste roman ”Hjemme”.

”Hjemme”

Den trygge, rolige og dybe atmosfære, som mødte læseren i ”Gilead”, vil man genfinde i ”Hjemme”. John Ames ven, pastor Boughton, er blevet gammel og ligger for døden, og hans datter Glory flytter hjem for at passe ham. Også sønnen Jack vender hjem, men han har ikke været et af Guds bedste børn.

Som læser bliver man inviteret indenfor i en familie med mange personlige problemer og indbyrdes konflikter.
Trods det på mange måder skæve liv, som Jack har levet, og hans konstante konflikt med sin konservative far, elsker Boughton ham højere, end han elsker Glory.

”Hjemme” kan læses som en parafrase over ”Den fortabte søn”, hvor den ældste søn føler sig tilsidesat, da han ser sin far tilsyneladende elske familiens ”sorte får” mere end ham, der altid har gjort, som faderen ønskede. Marilynne Robinson taler da også om sine romaner som ”udvidede metaforer”.

Romanen handler om rodfæstet tro og om tilgivelse.

”Lila”

I den næste roman ”Lila” er vi tilbage til tiden før og samtidig med romanen ”Gilead”. John Ames’ anden hustru, Lila, er ikke en oplagt hustru for en gammel, dybt troende og trofast præst. Hun er forældreløs og er opfostret af vagabonden Doll, med hvem hun har vandret rundt uden et fast hjem undtagen den fri natur. For hende eksisterer Gud ikke.

En dag søger hun ly i John Ames’ kirke, og her møder hun ham. Det fører til ægteskab. Men det er ikke bare lige til for den rodløse Lila at slå rødder og stole på John Ames’ kærlighed og trofasthed. Wall Street Journal har bedre end nogen beskrevet denne smukke romans essens: ”Lila er en bog, hvis storslåethed ligger i dens ydmyghed”.

Også Beth Høsts anmeldelse på Litteratursiden rammer plet, når hun skriver: ”Denne bog er ren læseterapi, og den lægger sig som et varmt og smukt tæppe omkring det måske krimitrætte sind”. For alle Marilynne Robinsons romaner efterlader netop denne balsambringende fornemmelse og oplevelse af storhed i hverdagens små ting hos læseren.

”Jack”

Med ”Jack” er læseren igen tilbage hos sønnen til John Ames’ ven, Boughton. Da den forhutlede Jack møder læreren Della, en afroamerikansk præstedatter – som læseren også har mødt i ”Hjemme” – forelsker han sig hovedkulds i hende, og følelserne er gengældte. Deres forhold er imidlertid langt fra uproblematisk. Jacks hidtidige liv huer ikke Dellas familie, og den kendsgerning, at han er hvid og hun sort, gør ikke sagen lettere.

Bogen er imidlertid en smuk beskrivelse af, hvordan vi mennesker kan have stor indflydelse på hinanden – også til lægedom.
Som i alle Robinsons romaner er ”Jack” fyldt med bibelcitater.

En nuanceret mosaik

Marilynne Robinsons brug af den samme lille gruppe menneskers hverdagsliv, beskrevet igen og igen fra forskellige af personernes synsvinkel, kunne let være blevet uendelig kedelig læsning, men det modsatte er tilfældet. Faktisk har hun begået lidt af en genistreg. Ved at genskrive de forskellige personer fra romanerne med forskellige synsvinkler i de enkelte romaner, opnås der et nuanceret billede af dem, som ikke kunne være opnået i samme grad, hvis alt havde stået i én roman med én synsvinkel.

Vi mennesker og vore omgivelser opfattes jo forskelligt af forskellige mennesker, og vores selvbillede svarer ikke altid til det, andre ser. Men lægger vi vores billeder sammen, dannes der en nuanceret mosaik. De fire bøger om de almindelige menneskers små liv i en lille almindelig by er noget af det mest storslåede, jeg har læst.

Marilynne Robinsons bøger kan købes hos boghandleren