Mission Øst: Jordskælvskrisen kræver øget hjælpeindsats
Mission Øst uddeler mad, tøj og tæpper til over 1.500 personer, men der er brug for meget mere til mennesker, der har mistet alt.
Mission Øst uddeler mad, tøj og tæpper i Aleppo, hvor 2 millioner mennesker er direkte påvirket af de to jordskælv den 6. februar. 52 højhuse er kollapset, og hele 1.000 huse er for usikre at opholde sig i. Lokale kirker og organisationer hjælper alt, hvad de kan. Mission Øst støtter op med penge til mad, tøj og tæpper til 500 personer. Indsatsen øges nu til, at i alt 1560 personer får hjælp.
– Vi må gøre alt, hvad der står i vores magt for at hjælpe den syriske befolkning, der har lidt så meget i forvejen. Heldigvis har vi folk på pletten, som har erfaring i at hjælpe under svære omstændigheder, og de arbejder i døgndrift lige nu, udtaler Mission Østs generalsekretær Betina Gollander-Jensen.
– Vi sender penge fra vores katastrofemidler lige nu, men vi har hårdt brug for at også private donorer støder til! Krisen vokser, og hjælpen må intensiveres over de kommende måneder, så de kære mennesker helt uden hjem og livsgrundlag kan overleve.