Næste bogklubbog: Flot billedbog om en meget utraditionel missionær
I november 2013 oplevede jeg den verdensberømte missionær Heidi Baker på nært hold i Mozambique.
Forlaget Scandinavia havde bedt mig skrive en bog om den meget utraditionelle missionær og den store vækkelse, der foregik i Mozambique.
Det var en opgave med mange forhindringer, men undervejs lærte jeg Heidis mand Rolland at kende. Han er fotograf, og han gav mig lov at bruge sine pragtfulde fotos.
Derved blev det en utrolig flot bog, og som dr. Randi Clark skrev i forordet, så er ”denne bog meget længere end den ser ud til, for et billede siger mere end tusind ord.” Han tilføjede, at han læste bogen i et stræk.
Bogklubbog
Da vi skulle vælge en bog til næste bogklub, var bogen om Heidi en af mulighederne. Jeg valgte først en anden, fordi man vel altid har en vis blufærdighed med at foreslå noget, man selv har andel i. Men da jeg begyndte at genlæse bogen, kunne jeg ligesom Randy Clark ikke stoppe igen.
Heidis historie er nemlig så fængslende, at man næsten ikke kan holde op. Og selv om oplevelserne nu næsten er ti år gamle, så genoplevede jeg det hele på ny. Jeg tror, at Heidis liv og gerning fængsler os så meget, fordi den minder os om den oprindelige kristendom – om Jesus og hans kompromisløse kærlighed og forkyndelse.
Og jeg har i hvert fald aldrig mødt et menneske, der var så fuldstændig overgivet til sin tjeneste, som Heidi.
Kort om Heidi
Heidi Baker – eller Mama Aida, som hun kaldes af børnene – er en levende legende. En kvinde, der ligner Moder Teresa, fordi hun ofrer sig fuldstændig i sin passion for at hjælpe forældreløse, fattige og misbrugte børn. Men hun er ikke katolik eller nonne, men gift med Rolland og mor til to børn, foruden de mere end tusind, hun har taget sig af.
Heidi og Rolland har begge en ph.d. og er meget optaget af at give deres børn en god uddannelse. Derfor arbejder de også på at oprette et universitet i Mozambique. Heidi er en karismatisk kristen, som prædiker klassisk kristendom – fulgt af mange tegn og undere – ligesom i den første kristne kirke.
Flere gange har hun været døden nær. Men efter et liv med selvopofrende kærlighed og masser af mod, kan hun nu se frugten af alt det hårde og farlige arbejde. Udover alle de børn, der bliver hjulpet, er der opstået over 10.000 kirker i Mozambique, som er tilknyttet hendes Arco-Iris fællesskab. Og i de to nordlige muslimske provinser er der nu så mange kristne, at myndighederne anser provinserne for kristne.
Det har de seneste år ført til, at islamister har udført massakrer på den kristne befolkning. Men kristendommen går alligevel sin sejrsgang – ligesom i de første kristne kirke.
En flot gavebog
Bogen er indbundet og illustreret i farver, og de 158 sider er letlæste. Bogen koster normalt 199 kr., men medlemmerne af bogklubben får den til kun 50 kr. – endda gratis tilsendt med avisen næste søndag. Hvis man nu i forvejen har bogen, så er det en udmærket gave at give videre.
Det kan dog også lade sig gøre at bytte bogen ved at sende eller aflevere den uskadt til Udfordringen. I stedet kan man denne gang få tilsendt Tunde Bolantas bog ”Åndelig Brudthed” for kun portoprisen (29 kr.). Men i så fald bedes du kontakte Udfordringen pr. mail eller telefon 7456 2202.
Vil du også være med i Udfordringens bogklub?
Husk, du skal være abonnent og bosiddende i Danmark for at kunne modtage bogklub-bøger. Hvis du tilmelder dig inden tirsdag 21.2 kl. 10, vil du også modtage bogen om Mama Heidi sammen med din avis på lørdag-søndag. Og derefter får du bogklubbøger 4 gange årligt. Du kan til enhver tid opsige bogklubben.
Du kan desværre ikke vælge, hvilken bog, du modtager, da der ikke er adresselabels på den enkelte levering. Men det vil altid være gode kristne bøger. De bøger, der udsendes, er dels bøger, Udfordringen selv har udgivet, dels bøger fra bl.a. Forlaget Scandinavia og andre kristne forlag.
Husk at indbetale mindst 50 kr. pr. bog eller 200 kr. årligt i gave til MobilePay nr. 22 50 16 – eller konto 7040-000 2115631 – mrkt. bogklub. Hvis du indbetaler mere end beløbet, betragter vi det som en gave til Udfordringens fortsatte udgivelse.
Tilmelding kan også oprettes her på udfordringen.dk