Kan man finde håb uden Gud?

I 2017 havde Michael Ignatieff – forfatteren til bogen ”Om trøst. At finde lindring i svære tider” – sagt ja til at holde et foredrag om retfærdighed og politik i Salmernes Bog. Anledningen var en korfestival, hvor fire kor skulle synge alle 150 salmer.

Ignatieff fortæller, hvordan han til sin undren blev dybt berørt af teksterne og musikken, til trods for at han ikke tror på Gud. Det blev anledning til, at han begyndte at fordybe sig i, hvordan mennesker ned gennem tiden er lykkedes med at finde trøst i trøstesløse tider, og hvordan det moderne menneske kan finde hjælp her, også selvom man ikke har den samme tro eller det samme verdensbillede som disse mennesker.

Med start i GT gennemgår forfatteren Jobs bog og Salmernes bog – det, han kalder den hebraiske doktrin. Her fremhæver han bl.a. kampen for at finde mening og evnen til at leve med dualiteten mellem håb og fortvivlelse, som er den samme for os i dag, som det var den gang.

Derefter går han til den kristne doktrin, som den kommer til udtryk hos Paulus. En fremherskende vinkel er her ærligheden: At indrømme og anerkende sin kamp og manglende evne til at overvinde tvivlen og fortvivlelsen; men også betydningen af kærligheden.

Efter at have arbejdet med tekster, hvor Gud er den centrale anledning til trøst – uden at tage Gud med som brugbar trøst for det moderne menneske – går Ignatieff videre til det, han kalder den stoiske doktrin, repræsenteret bl.a. ved Cicero og Marcus Aurelius. Her opfordres man til at finde trøst i pligten og i det ikke at vise følelser.

Til forskel fra dem repræsenterer bl.a. Michel de Montaigne og David Hume den såkaldte epikuræisme, der gør op med det stoiske ideal om at afstå fra sine behov og undgå at vise følelser. I stedet finder disse trøst i nydelse, adspredelse, menneskeligt fællesskab og selvrealisering.
Dette er blot nogle af de former for trøst og repræsentanter for de forskellige trøstformer, der bliver gennemgået i bogen.

Når man som kristen læser ”Om trøst”, er det slående, hvor ringe en trøst den har at bringe, netop fordi den – selv i de bibelske skrifter – forsøger at finde trøsten udenom Gud. Den stoiske trøst fremstår fx – sandsynligvis utilsigtet – som en fortrængning og den epikuræiske trøst som en flugt.

Men hvorfor så overhovedet læse bogen, når vi som kristne kender den sande trøst? Måske fordi bogen indirekte peger på tomheden i verdens trøst og dermed indirekte kan vise os den rigdom, vi ejer som kristne. Sådan virkede læsningen i hvert fald på mig.

Samtidig er bogen også en fin indføring i tænkningens historie.

Michael Ignatieff: Om trøst. At finde lindring i svære tider.
320 sider. 249,95 kr.
Kristelig Dagblads Forlag