Påskeforedrag om Jesu ligklæde

Udfordringen har udgivet en bog med de vigtigste fakta om ligklædet: ”Torino ligklædet. Hvor tro og videnskab mødes.” Den er en sammenfatning af et større værk af Jotein Andreassen og Oddvar Søvik.

I domkirken i Torino i Italien findes et 4 meter langt ligklæde, som har et mystisk billede af en korsfæstet, pisket og tornekronet mand… Forskere har fundet en lang række indicier på, at det faktisk er det klæde, som Jesus blev lagt i og som omtales i evangelierne i forbindelse med hans opstandelse påskemorgen.

I forbindelse med påsken holder redaktør Henri Nissen, Udfordringen, er foredrag påskelørdag med billeder af ligklædet. Det foregår kl. 14 i Udfordringens mødesal, hvor der er plads til 50 personer. Der er gratis adgang. Henri Nissen vil gennemgå Ligklædets dramatiske historie, fortælle om, hvad pollen og blomsteraftryk afslører, og vise, at ligklædet stemmer godt overens med evangeliernes detaljer.

Det bliver en spændende opdagelsesrejse i ligklædets fascinerende historie, men også en stærk understregning af påskens vigtige budskab i vores tid. Ved foredraget vises bl.a. en to meter høj fotostat, hvor den korsfæstede ses i fuld størrelse, og hvor man kan studere detaljerne.

Ingen anden genstand i verden er blevet så grundigt videnskabeligt udforsket gennem de sidste 30 år som Torino-ligklædet. En forkert kulstof-14 prøve foretaget af ateister har desværre forvirret fakta. Prøven blev fejlagtigt taget af et stykke påsyet stof efter en brand. Stoffet var således fra 1300 tallet, mens ligklædet er fra Jesu tid.

Med moderne metoder og udstyr ved vi i dag meget mere om hemmelighederne i ligklædet. Efter foredraget er der mulighed for at deltage i en nadverhandling og sammen indtage vin og brød til minde om, at Jesus hengav sit legeme og blod for at frelse enhver, der tror.