Skyldes undere vor tro – eller Guds vilje?

Kære Orla

Mange tak for dit fyldest-gørende svar i Udfordringens Julenr. Jeg kan kun være enig i dine synspunkter. Du nævner dog, at undere sker der, hvor der er tro på Jesus, på hans ord og på hans løfter.

Det tror jeg også, men vil du dermed sige, at når det trækker ud med helbredelse, er årsagen den, at troen ikke er til stede? Jeg har lidt svært ved at tro, at du skulle tænke sådan. Men man kan få den opfattelse. Herren velsigne dig og være med dig.

Hjertelig hilsen
E.

PS.: Læste lige her til morgen Matt. 8, vers 23: – ”Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.”
Det er vel det, det drejer sig om: Hvis du vil.

’Troens byrde’ bør ikke lægges på den syge

Kære E.

At det trækker ud med helbredelse og at årsagen skulle være den, at troen ikke er til stede. Mener du til stede hos den syge? Så skulle den syge altså selv være årsagen til, at helbredelsen trækker ud? Jeg tænker slet ikke på den måde. Nu vil jeg fortælle dig, hvordan jeg ser på det med tro, sygdom og helbredelse: I min forbøns-tjeneste kunne jeg aldrig drømme om at lægge trosbyrden over på den syge.

Det ville jo være mangel på visdom og også mangel på almindelig med-menneskelighed. Sagen er jo den, at de fleste syge, altså kristne syge, selv har bedt om Guds helbredelse og ofte endda flere gange. Når helbredelsen så udebliver, sker det ofte, at den syges tro for egen helbredelse svækkes og i nogle tilfælde næsten forsvinder helt. Det har med skuffelse at gøre.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Når det går sådan, er den syge tit i en meget svær situation. Den syge kommer da ofte under fordømmelse. Den syge kan da komme i tvivl om både sin tro og endda om sin frelse.

Forbederen løfter byrden

Her er, hvordan jeg ser på det: Den syge bærer sygdommens byrde. Det er en tung byrde. Det er for mange syge en næsten ubærlig byrde. Derfor er det forkert at bede den syge om også at bære troens byrde. Ved forbøn er det netop forbederens opgave at gå ind og løfte troens byrde for den syge og fra den syge. Det gør forbederen i overens-stemmelse med Bibelens ord i Galaterbrevet kap. 6, vers 2 og 3. Her skriver Paulus: – ”Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov.”

Derfor synes jeg, at det er forkert, hvis forbederen efter sin forbøn, f.eks. slutter med at sige til den syge: – ”Nu skal du bare tro, så bliver du rask!”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jeg er ked af, hvis det, jeg skrev i Udfordringens Julenummer har kunnet misforstås. Jeg går faktisk slet ikke op i at bedømme, om andres tro er stor eller lille. Eller om den slet ikke er der. Jeg har fået den tjeneste at gå ind med min tro og prøve efter bedste evne at løfte sygdommens byrde fra den syge og over på Jesus. Han er jo vores byrdebærer.

Vi har ikke alle svar

Når det trækker ud med helbredelse, kan det have mange forskellige årsager. Når jeg bliver spurgt om årsagen, er jeg ofte nødt til at sige ærligt, at den kender jeg ikke. På samme måde er det, når jeg bliver spurgt: – Hvorfor er jeg blevet syg? Mange sygdoms-angreb er nemlig uforklarlige. Kun Gud kender årsagen. Som mennesker skal vi afholde os fra at gætte.

’Min nåde er dig nok ’

Er helbredelse en slags belønning for tro – og skyldes manglende helbredelse, at troen ikke er til stede? Eller handler det hele om Guds vilje til at hjælpe os?

En af de største hemmeligheder, jeg synes, jeg har lært i de snart 37 år, jeg har rejst rundt til møder og bedt for syge, er denne: – at når jeg før starten på et møde har erkendt min totale hjælpeløshed overfor sygdom og har overgivet mødet og alt til Jesus. Da har Jesus åbenbaret sig og med frelse og helbredelse. Du er aldrig nærmere Guds nåde, end når du indser din egen hjælpeløshed i dit arbejde for de syge. Sådan er det faktisk overfor alt i livet.

Det er et af troens paradokser, at troen også kan komme til udtryk i vores magtesløshed. Det siger Paulus i 2. Korintherbrev kap. 12, versene 8-10: ”Min nåde er dig nok (siger Gud), for min magt udøves i magtesløshed.” (Paulus siger): – Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk. Desuden siger Paulus om troens paradoks i 1. Korintherbrev kap. 15, vers 43: ”Hvad der bliver sået i svaghed, opstår i kraft.”

Altså siger Paulus her, at troen også kan finde bolig i vores svaghed og magtesløshed. Til sidst vil jeg nævne, at jeg flere gange har oplevet, at personer, der ved starten af forbønnen var ulykkelige og sagde, at de ikke kunne tro på guddommelig helbredelse, alligevel blev helbredt.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov.