Er afvisning af andre skyld i min ulykkelige situation?

Jeg skriver til dig, fordi jeg føler, at jeg desperat har brug for hjælp. Jeg er kommet i en situation, som har overrasket mig, og som jeg aldrig har prøvet før.
Jeg har mistet mit arbejde, som jeg har haft i mere end 16 år. Desuden har jeg fået en diagnose, som betyder, at jeg faktisk er alvorligt syg. Dog ikke livstruende.
Derfor beder jeg dig om råd og om forbøn i håbet om, at det kan hjælpe mig.

Nu vil jeg prøve at give en nærmere beskrivelse af min situation og af, hvem jeg er; selvfølgeligt anonymt. Jeg har altid følt mig meget ansvarlig overfor min familie og overfor venner og arbejdskammerater. Også overfor vennerne i min menighed. Dog har jeg nok levet et ret indadvendt liv i forhold til fremmede, som jeg ikke kender.

Det har jeg for mange år siden lært af min far, som hele tiden advarede mig imod mennesker, som ville udnytte og misbruge mig. Min far sagde, at jeg havde et for godt hjerte og derfor skulle passe på overfor mennesker, jeg ikke kendte. Passe på med ikke at blive udnyttet. Passe på med de mennesker, der aldrig ville værdsætte min hjælp. Jeg lærte en holdning af, at fremmede ikke er mit ansvar.

Jeg har mødt mange mennesker, som havde brug for min hjælp. Jeg har mødt dem i mange forskellige situationer. På banegårde fordi jeg er pendler. Men også mange andre steder. Jeg har altid prøvet at undgå kontakt med fremmede. Efter jeg har mistet mit arbejde og er blevet syg, er jeg begyndt at tænke dybere over tingene.

Jeg føler, at jeg er blevet mindet om mange situationer, hvor jeg var irriteret over fremmedes pågåenhed og var afvisende. Det gør ondt i mig at tænke tilbage på det. Jeg har set skuffelse i mange øjne. Men jeg havde for travlt til at lukke nye mennesker ind i mit liv. Nu har jeg en følelse af, at jeg er ved at miste håbet om at blive rask.

Jeg kan se, at det gør ondt på min hustru og mine børn. Jeg håber ikke, at min afvisning af mennesker på min livsvej er min ulykke. Som måske nu med sygdom til følge. Forresten, jeg er en mand på 53. Tak, hvis du vil svare på mit brev og huske mig i din forbøn.

Venlig hilsen fra
Den ulykkelige.

Du har brug for ’overlevelses-nåde’

Kære ulykkelige

Vores liv hænger meget sammen med vores holdning og væremåde overfor de mennesker, vi møder til dagligt. Det er nemlig ikke tilfældigt, hvilke mennesker vi møder på vores vej i dagligdagen. Jeg tror, der er en mening med alle møder med mennesker. Jeg tror, at ethvert møde er arrangeret af Gud; for at vi skal modtage, og for at vi skal give.

Kan Gud sende folk på vores vej, som har brug for hjælp? Altså: Hvor ansvarlige er vi for hinanden? Ifølge Jesus i Bjerg-prædikenen er vi meget ansvarlige for hinanden. ”Er jeg min brors vogter?” – er der en, der spørger i Det gamle Testamente.

Det er faktisk spørgsmålet til os næsten hver dag. Hvis vi indser, at vi alle faktisk har ansvar for hinanden, så vil det være en åndelig opvågnen for os mennesker.
Selvfølgeligt kan vi ikke hjælpe alle, og det forventer Gud heller ikke. Vi må godt bruge vores sunde fornuft samtidig med, at vi lytter til Helligånden. Så bliver det gennem os og gennem dig, at Himlen banker på hos mennesker netop i det øjeblik, hvor de har meget brug for det.

Mange mennesker har beskrevet, hvordan Gud hjalp dem igennem et andet menneske, netop som de selv havde opgivet håbet. Ofte sker det, når en sygdoms-krise er overstået, da kan vi se, at Himlen havde bestemt sig for at få os til at se opad, til at se mod Himmelen. Måske dukker mange kriser op, også i form af sygdom, simpelthen fordi vi skal videre i vores liv.

Vi har faktisk flere gange brug for en ny begyndelse. Når vi ser det i øjnene uden bitterhed, vrede eller fortvivlelse, så bliver vores fremtid styrket. Så får vi adgang til himmelsk overlevelses-nåde. Læg mærke til udtrykket, som betyder nåde til at overleve, i mange tilfælde overleve f.eks. sygdom. Et møde med nåden i dag kan være det, der holder dig oppe. Også senere hen.

Det skal være min bøn for dig. Bring mennesker nåde, som får dem til at få det godt med deres liv. Muligheden vil være der for dig også nu. Det vil Gud sørge for.
Fortryd aldrig, hvis du har hjulpet et menneske, selv om det ikke blev værdsat. Din sygdom er ikke en straf for fejl, du har begået i din fortid. Du vidste jo ikke bedre dengang.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov.