Bank på Himlens dør

Lillian Holm Kofod. IT-konsulent

En dag for nogle uger siden hørte jeg radio i bilen, da jeg kørte hjem fra arbejde. Trafikken sneglede sig afsted, og jeg mærkede den dag, hvor irriteret jeg kan blive over, at det skal tage næsten en time at køre 12 km. Et gammelt Bob Dylan hit fra 70´erne tonede pludselig ud af højttaleren.

”Knock – knock – knocking on heavens door
Knock – knock – knocking on heavens door
Knock – knock – knocking on heavens door….”

Jeg har aldrig helt lagt mærke til teksten, men nu, hvor jeg alligevel sad i en bilkø, der gik i sneglefart, kunne jeg lige så godt fokusere på det i stedet for at irritere mig over den ekstra rejsetid. Knock – knock – knocking on heavens door! Hvad er det de synger? Banke – banke – banke på himlens dør! En sheriff er ved at dø. Han banker på himlens dør.

Sanglinjen gentog sig igen og igen. Men døren blev ikke åbnet. Bankeriet holdt aldrig op. Sangen slutter med, at sanglinjen gentages igen og igen, imens den fader ud. Jeg sad med en tom følelse. Er det det? At vi banker på himlens dør, men den forbliver lukket? Er det lige som tidens trend; det er moderne at være søgende, at banke på himlens dør.

Man er lidt speciel på den fede måde. Især hvis man er sandhedssøgende. Så er man ligesom noget særligt. Der er dog en ting, man skal vide: Ve lille den, der finder sandheden! Man må gerne finde sin egen sandhed, men ikke sandheden i bestemt form, som udelukker andre ”fund”. Jeg kom til at tænke på Bibelens ord om at banke på.

Jesus fortæller en lignelse om 10 brudejomfruer, hvor de fem ender med at stå udenfor døren og banke, men den forbliver lukket! De var ikke klar, da brudgommen kom, og døren blev lukket ”for good”. Det er en opmuntring til i dette liv at holde sig vågen og klar til, Jesus kommer igen. Jesus er endnu ikke kommet igen. Han siger, at det endnu er tid til at søge ham: ”Søg så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer!”

Jesus lover, at når vi banker, åbner han døren. Når vi søger, vil vi finde sandheden! Man bliver lidt upopulær, men skønt er det, at ”heavens door” ikke forbliver lukket. Og når vi banker på vores sidste dag, åbner døren for den, der tror på Jesus!