Et problem – eller et bønnesvar?

Af Jenis av Rana. Færøsk læge og politiker. Fhv. udenrigs-, undervisnings- og kulturminister for Færøerne.

”Bed og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen”! Disse utrolige ord læser vi i evangeliet efter Johannes (kap. 16. vers 24). Her er sandelig tale om et løfte, som vil noget, for hvem siger mon nej til et tilbud om en ”fuldkommen glæde”? Det er vel noget, som vi alle burde ønske os – og stræbe efter.

Men hvorfor er der mon så langt mellem teori og virkelighed på dette område? Trænger vi til at vækkes for at bede? Store Bededag i år afholdt en af verdens ”bønnekrigere”, en svensk broder, som i dag bor i Israel, en af sine bønneskoler i ”Midtjylland Frikirke”. Han fik for mange år siden en stærk vision fra Gud om at vække folk til bøn.

Hans drøm og mål er en skandinavisk bønnebevægelse, som han kalder ”Norden 7/14”. Visionen er en hær på 10.000, som beder for vækkelse for Skandinavien, Europa og Israel. I Danmark forhørte han sig om Færøerne, han følte sig kaldet til også at få færinger med i bønnearbejdet – og søgte kontaktpersoner. Han fik navne på kristne færinger, som han skrev til for at spørge, om de kunne være kontaktpersoner, hvis han gæstede øerne et par dage.

Da weekenden var ovre, havde han intet positivt svar fået fra øerne. Skuffet kontaktede han mandag formiddag sin kone i Israel, og de besluttede at bestille billet hjem til Israel dagen efter. I samme minut kom svar fra Færøerne, hvor han blev budt velkommen til at besøge øerne. Men svaret kom for sent, troede han, mens han skuffet modtog de positive nyheder.

Da, pludselig, kontakter hans kone ham igen og fortæller: ”Vi har et problem, betalingen for billetten gik ikke igennem”. Overlykkelig kunne han fortælle sin kone, at der ikke var tale om et problem, men om et bønnesvar. Den manglende pengetransaktion gjorde, at han dagen efter kunne flyve til Færøerne i stedet for til Israel.

Halleluja! Guds timing var perfekt, og en venlig påmindelse fra Himmelen om, at Gud altid er med i sine planer og ønsker at fuldføre dem! I to dage gæstede Lars Færøerne og fortalte om sin vision. Og han mødte færøske ildsjæle og bad sammen med disse. Resultatet er, at der i dag planlægges en bønneskole på Færøerne i weekenden den 10.- 12. november.

Oveni kommer, at da denne fremmede for første gang gæstede øerne, mødte han færinger, som kendte ham. En af øernes aktive unge havde, sammen med andre unge færinger, været elev på bibelskolen i Pensacola, hvor Lars underviste om Israel. Og andre havde i flere år fulgt hans åndelige undervisning, både på nettet og gennem den norske TV station ”Vision Norge”.

Nu ser vi med glæde frem til, hvad Himmelens Gud, hvis øjne kærligt følger os, ellers har planlagt med bønneskolen. Det startede som et problem, men blev af Herren vendt til et bønnesvar – Halleluja. Hvor er vi dog privilegerede, at vi hver dag kan give os over i Jesu hænder og opleve, at Himmelen har total kontrol over vores hverdag og liv. Og at vores Far blot venter på at få lov til at sende sine løsninger og velsignelser over os.


Artiklen fortsætter efter annoncen: