Gud elsker skiderikker

Har du set TV-serien Matador, husker du måske faster Anna. Episoden, hvor hun irettesætter sin bror, Mads Skjern og hustruen Ingeborg, efter at de har holdt Daniels konfirmation. Forargelsen buldrede ind i stuerne, da episoden rullede over skærmene, og de fleste var vist enige om, at det var helt berettiget, at hun blev sendt hjem så hurtigt som muligt.

Jeg har også mødt en ”faster Anna”. Hun havde haft et svært liv, og det satte sit præg på hendes relationer i voksenlivet. Hun forblev alene gennem hele sit liv, og det fortælles, at hun på sit dødsleje lod de pårørende vide, at ”I er nogle skiderikker alle sammen!”. Hvad der lå bag ordene ved ingen. Måske var det det, livet havde lært hende? At mennesker ikke var til at stole på? Når man troede, man havde mødt en troværdig person, viste det sig, at virkeligheden var en anden?

Sandt er det i hvert fald, at vi møder skuffelser i livet. Synden stikker sit grimme fjæs frem i vores og vore medmenneskers liv. Når det sker, møder vi skiderikken i andre eller andre møder den i os. Det er trist, når det sker, men det sker. Set i dette lys, så havde ”faster Anna” ret i sin konklusion. Vi er nogle skiderikker hele bundtet. Ingen kan sige sig fri.

Præcis denne egenskab hos os, har Gud også set. Han vidste, at ikke en eneste af os ville slippe fri af fortabelsen uden hans indgriben. Da han sendte Jesus, var formålet at redde alle skiderikkerne. For Gud elsker skiderikker. Jesus kom netop til os, der allermindst fortjener det. Man hører, at overvægtige, der ønsker en fedtsugning, får besked på at vise, at de kan tabe sig, inden de kan få operationen. De skal vise, at de selv kan, og først derefter kan de få hjælp.

Hvis Gud havde stillet sådan et krav om forbedring til os, var vi ilde stedt. For vi kan ikke forbedre os i vores relation til ham. Gud kom til os, imens vi endnu var syndere. Han har gjort alt, hvad der skal til, da han lod Jesus dø på korset og opstå af graven igen. Gud elsker skiderikker.