Kristen livsvisdom for alle

Tilbage i 2018 anmeldte Udfordringen den dengang nyudgivne klassiker, ”Benedikts regel”, en knap 1.500 år gammel bog. Nu er der så udkommet en kommentar til reglen, skrevet af Helge og Birgit Clausen og Kirsten Kjærulff, alle tre tilknyttet Benedikts orden.

Hvorfor skal den almene kristne i Danmark læse en sådan kommentar til en klosterregel? Jo, for reglen bruges ikke kun i katolske klostre – også flere protestantiske klostre ud over verden lever efter Benedikts regel, og dertil kommer, at en stor skare af lægfolk er tilknyttet et benediktinerkloster. Det gælder nok stadig ikke ret mange læsere af Udfordringen.

I indledningen giver forfatterne imidlertid en grund til, at alle med fordel kan læse reglen – og nu også kommentaren: ”I videre forstand kan reglen også anvendes på andre områder end de klosterlige, f.eks. i familier, i institutioner og i erhvervslivet” (s. 10). Efterhånden som man læser kommentaren, bliver man mere og mere overbevist om, at dette er tilfældet, og at rigtig mange familier og arbejdspladser virkelig kunne have stor gavn af at tilegne sig noget af reglens visdom.

Det kan den enkelte kristne også. Reglen – og dermed også kommentaren – er spækket med bibelhenvisninger, og er i virkeligheden en udlægning af Bibelens anvisninger på, hvordan man lever et kristent liv.

Ord som ydmyghed, årvågenhed og hengivenhed – blot for at nævne nogle få – er centrale i reglen og forklares i kommentaren ud fra Bibelen. Ydmyghed forklares bl.a. på følgende måde: ”Måske er et bedre ord ”indre frihed”. Frihed fra hvad? Frihed fra at være selvoptaget og selvhævdende. Der er ingen grænser for, hvad et ydmygt menneske kan gøre i tjeneste for Gud og andre mennesker. Omvendt findes der ikke nogen større hindring for denne tjeneste end det modsatte af ydmyghed: Stolthed” (s. 53f).

Både reglen og kommentaren indeholder en dyb livsvisdom, og selvom ikke alle dele af bogen har lige stor relevans for alle, og dele af reglen kun forstås i en historisk kontekst, er der stor rigdom at hente for alle.

Her er ingen letkøbte eller overfladiske råd, men en vejledning, der bunder både i stor menneskekundskab og dyb kristentro. Hvis reglen og kommentaren blev en fast læsning i familier, menigheder, arbejdspladser og for den enkelte kristne – og man bestræbte sig på at efterleve de sunde og afbalancerede råd om et kristent liv – ville meget se anderledes ud.

Som det fremgår af det ovenstående, vil det være anbefalelsesværdigt at læse ”Benedikts regel” og ”Kommentar til Benedikts regel” sideløbende for det fulde udbytte.

Helge og Birgit Clausen og Kirsten Kjærulff: Kommentar til Benediks Regel
270 sider. 150 kr.
Katolsk Forlag