Stor konference i Aalborg Citykirke med Ruth og Steve Moore fra Bethel Church i Californien

Hvis du søger ny inspiration til en profetisk livsstil, hvis du længes efter at opleve helbredelser, og hvis du i det hele taget bare er sulten efter at opleve mere af Helligåndens nærvær, så skal du ifølge arrangørerne af A2 Ignite Konferencen se at få strammet snørebåndene og komme til Aalborg den 6. til 7. oktober 2023.

Her har Aalborg Citykirke nemlig inviteret Ruth og Steve Moore fra Bethel Church, Redding, i Californien til at komme og deltage i en konference, der vil sætte fokus på netop det. Ruth og Steve Moore er ledere af Bethel School of Supernatural Ministry Online.

Naturligt overnaturligt liv

Det er første gang, Ruth og Steve er i Danmark, men det er bestemt ikke første gang, de er udenlands. De rejser rundt til kirker og organisationer i hele verden og er meget passionerede omkring at udruste kirken til at leve et naturligt overnaturligt liv, som de kalder det. Både Steve og Ruth har vidnesbyrd om helbredelser og har hjerte for at virke og undervise i helbredelse og profetisk betjening. Konferencen i Aalborg bliver i øvrigt afviklet i samarbejde med et team af bibelskoleelever.

En mulighed for hele DK

”Vi ser frem til en fantastisk konference, hvor folk bliver udrustet i det profetiske, i helbredelse og i at leve i Guds nærvær,” siger Josefine Fuglsang, der er ny lovsangspræst i Aalborg Citykirke. Aalborg Citykirke inviterer alle interesserede til at deltage i konferencen, det kræver ikke mere end en tilmelding på A2’s Facebook-begivenhed, forklarer Josefine Fuglsang.

”Det er en oplagt mulighed for hele Danmark, og derfor rækker vi ligeledes ud til alle læsere af Udfordringen i håbet om at få budskabet endnu længere ud,” siger Josefine Fuglsang, der koordinerer konferencen i samarbejde med ledelsen.

Aalborg Citykirke holder til i kulturhuset A2 i Aalborg, som kirken købte i 2018.

Også muligheder på Sjælland

Efter konferencen i Aalborg fortsætter Ruth og Steve Moore til København, hvor der den 10. oktober kl. 19.00 afholdes et lignende arrangement i Åben Kirke København. Onsdag den 11. oktober afholder de så deres sidste møde i Danmark i Alive kirken i Hillerød.