Udsmykning af Fredericia Missionshus
Den store sal og entré i missionshuset i Fredericia har gennemgået en større renovering over en længere periode. Efter renoveringen af den store sal, ønskede bestyrelsen at undersøge muligheden for en ny kunstnerisk udsmykning.
Siden husets opførelse for over 130 år siden har der været malet et stort vægmaleri i den midterste bue i missionshusets store sal, som forestiller langfredag med Kristus, der hænger på korset. Dette billede er i dag bevaret, idet der er opsat en stor træplade foran dette vægmaleri.
Den rette kunstner findes
Bestyrelsen nedsatte for tre år siden et kunstudvalg, der fik til opgave at kontakte forskellige kunstnere, der kunne løse opgaven. Kunstudvalget har været igennem en længere rejse og har været i kontakt med flere forskellige kunstnere undervejs, men for to år siden tog udvalget kontakt til kunstneren Benjamin Abana med base i det indre København.
Benjamin Abana blev kendt for sin deltagelse i DR’s program ’Danmarks bedste portrætmaler’ i 2019. I programmet deltog 24 kunstnere, hvor Benjamin Abana sluttede med at blive årets portrætmaler 2019. Kunstudvalget fra Fredericia Missionshus var meget spændt på, om Benjamin Abana kunne løfte opgaven med at male et større maleri, som der i sagens natur var brug for.
Tre buer, tre malerier
Ret hurtigt fremlagde Benjamin Abana et forslag med hele tre billeder og ikke kun et til missionshusets store sal, som har tre buer. Disse tre buer så Benjamin Abana som en mulighed for udsmykning. Fra start har ideen været tre motiver fra Ny Testamente. Der er tale om billeder malet i et puslespil, hvor det færdige billede består af mange forskellige små felter, som så til sidst samles på stedet.
Det er et større puslespil, men som til gengæld også gør det nemmere at transportere. De tre billeder bevæger sig skråt opad mod lyset i den store sal. Samtidig er farvesætningen også fremadskridende. Det første billede begynder helt nede ved jorden og er dramatisk og i alvorlige farver. Efterfulgt af billede 2 og 3, der lyser mere og mere op. Det første billede blev leveret til missionshuset i december 2022. Billede 2 kom i foråret 2023, og det sidste billede er leveret i september 2023.
Læs også: Lillebælt og Jesus i samme båd: Portrætmaler har malet Fredericia-gimmicks ind i religiøs kunst