Kristen oplæring må sættes i centrum igen

I missionsbefalingen sagde Jesus til disciplene, at de skulle gøre mennesker til hans disciple, idet de døbte dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet de lærte dem at holde alt det, han havde befalet dem. Det har siden været opgaven for os som kristne, og ser vi historisk på det, så har den kristne kirke i de gode perioder af sit liv lagt meget stor vægt på netop undervisning.

I oldkirken lagde man vægt på, at voksne, der ville være kristne, fik en grundig oplæring først. Omkring år 200 i Rom skulle man gå til undervisning hver morgen i tre år, før man kunne blive døbt. En solid indførelse i troen ansås for at være nødvendig for kommende kristne i datidens multikulturelle og multireligiøse kultur.

Udover regulær undervisning fik dåbskandidaterne også en indøvelse i troens liv med bøn, korstegn og introduktion til kirkens diakoni. Den satsning satte dybe spor. Den åndelige og moralske kraft og den sociale betydning, som kirken vandt derved, formåede i det lange løb at ændre den gamle verdens kultur, så Europa blev kristnet.

I den kristne middelalder så Luther et stort behov for at reformere kirken tilbage til det grundlæggende evangelium om nåden i Kristus, og han lagde derfor megen vægt på oplæring. Tyskerne vidste efter Luthers mening slet intet om den kristne læres virkelige indhold, men skulle de lære det, måtte der være præster, der satsede på at undervise.

Martin Luther skrev derfor en Lille Katekismus, hvori han gennemgik de ti bud, Fadervor og trosbekendelsen, dåben og nadveren. Denne bog har danske skolebørn haft som lærebog fra Reformationen og frem til omkring 1960.

Da vækkelserne gik over Danmark i slutningen af 1800-tallet, kom de til et folk, der havde lært katekismen, men vækkelserne – både indenfor og udenfor folkekirken – supplerede med søndagsskoler, drevet af lægfolk, hvor bibelhistorien blev forklaret af troende lægfolk. Det blev en kæmpesucces. Vækkelserne førte til søndagsskoler, men man kan også se, at søndagsskoler bar vækkelsen yderligere frem.

I Skjern var der en stor vækkelse omkring 1897, og det var 10 år efter, at næsten alle Skjerns børn var begyndt at gå i søndagsskole – nu var de blevet unge og kom til levende og personlig tro på det, de allerede havde fået fortalt om i skole og søndagsskole. Disse eksempler gjaldt tre gode perioder for kirken, men nu er vi i en vanskelig situation for kirke og kristentro – i hvert fald i den vestlige verden, herunder Danmark – og det er karakteristisk, at tanken om kristen oplæring står svagt igen.

Kristen Oplæring er underbelyst i den aktuelle folkekirkelige dagsorden

De emner, der har fyldt i den folkekirkelige dagsorden de sidste år, vidner om en levende optagethed af at være relevant som kirke ind i nutiden. Der arbejdes meget med gudstjenestefornyelse, og der bruges mange kræfter på at udtænke nye former. Og folkekirken sætter mange penge af til arbejdet med liturgien. Der spørges også udefra efter kirkens medvirken på det sociale område.

En ny åbenhed for samarbejde fra offentlige myndigheders side har sat begrebet ’samskabelse’ på det diakonale område på dagsordenen i folkekirken. Og der ansættes ligefrem diakoni-præster nu. Endelig optager det også mange menighedsråd at bidrage til den almindelige grønne omstilling i landet. Det fylder Menighedsrådenes Blad i disse år, Men midt i alle disse i sig selv udmærkede dagsordener er en anden af kirkens kerneområder, nemlig oplæringen i kristen tro, blevet forsømt.

Kernen i al kirkens arbejde må være at oplære i, hvad Jesus har gjort og sagt. Det er vigtigt, at børn og unge lærer, hvad der er sund og sand tro – til forskel fra andet. Derfor er det afgørende, at børn og unge får kendskab til den kristne børnelærdom, dvs. kendskab til bibelhistorien og til hovedpunkter i den kristne tro, såsom Trosbekendelsen, Fadervor og de Ti Bud.

Siden 1975 har folkeskolen ikke givet noget, der kunne kaldes trosoplæring eller dåbsoplæring. Man hører om danske børn, der ikke ved andet om bøn, end at det er noget med at rulle et tæppe ud på gulvet og bøje hovedet til jorden. Folkekirken kom i gang med mini-konfirmandordningen ti år senere, men hvor vigtigt dette end er, så er der kun få timer til rådighed.

16 lektioner er måske kirkens eneste tilbud om oplæring før konfirmationsforberedelsen i 7. eller 8.klasse. Og efter konfirmationen – hvor mange folkekirkelige menigheder har så noget som helst tilbud til de unge der?

Kristen Oplæring er underbelyst i det frivillige kirkelige arbejde

Engang var børneklubber og børnearbejde missionshusenes store trækplaster og hjertebarn, men jeg fornemmer, at det ikke er et satsningsområde som før.
Det er desværre mit indtryk, at det frivillige kirkelige børne- og ungdomsarbejde står svagere nu. Jeg fornemmer heller ikke, at det spiller nogen stor rolle i valg- og frimenigheder og frikirker.

Jeg ved godt, at der nogle steder lægges et stort arbejde i at gøre børnenes program i kirken nærværende og levende. Nogle menigheder har ligefrem ansatte, der fokuserer netop på børn frem til konfirmationsalderen. Men helt generelt er det mit indtryk, at der ikke satses meget på oplæringen. Hvis jeg tager fejl i denne vurdering, så skulle det glæde mig meget.

Kristen Oplæring er underbelyst, selvom nye udfordringer er dukket op

Vi lever nu i et flerkulturelt og multireligiøst samfund, og det kalder på mere oplæring i hvad sand og sund kristen tro er. Oldkirken tog den udfordring op på deres egen måde, og selvom dens metoder ikke kan genindføres i dag, gør det ikke sagen mindre relevant. Der er brug for at målrette kirkens arbejde mere i retning af oplæring og indøvelse i kristendom.

Store opgaver venter – ikke bare blandt børn og unge, men også blandt udlændinge fra en ikke-kristen baggrund, der søger sandheden. Og voksne etniske danskere, der er helt blanke i deres viden om kristentro. Det er ikke altid nogen let opgave, selvom viljen er til stede. Spørgsmålet er: Hvem kan vejlede og rådgive dem, der gerne vil satse mere på oplæring i deres menighed og forening?

Det er vigtigt, at nogle arbejder med de helt grundlæggende spørgsmål, om hvad der skal gøres og hvordan: Hvad skal de muslimer lære, som søger Jesus og den kristne tro? Hvor skal man begynde i forhold til søgende danskere? Hvad med de mange sårbare børn og unge i vores tid – hvilke krav stiller det til undervisere og undervisningsmetoder?

Kristen Oplæring må sættes i centrum igen

Der er brug for en gennemtænkning af hele oplæringsområdet, så vi kan lære af hinanden og af de ting, der faktisk lykkes godt for nogle. Der er også rigtigt meget at lære af kristne i andre lande, så inspiration kan hentes hjem derfra og oversættes til danske forhold. Der er behov for gode skolebøger og undervisningsmateriale til menigheder og foreninger, og det kan bedst ske ved, at mange gode kræfter lægges sammen.

På Menighedsfakultetet vil vi gerne uddanne gode præster til fremtidens kirke. Vi prioriterer det øverst, at de studerende får en grundig indføring i de bibelske skrifter ud fra grundsprogene. Men udover den teologiske basisviden vil vi også gerne satse på, at de studerende dygtiggøres til de praktiske opgaver. Det handler om at prædike, at øve sjælesorg – men også om at oplære mennesker i den kristne tro.

På Menighedsfakultet vil vi gerne give vores studerende en indføring i muligheder og principper og problemer i den kristne oplæring i dag. Derfor tilbyder vi jævnligt kurser heri, både for vores egne studerende og andre interesserede. Vi er så heldige at have fået ansat en underviser, cand.theol. Oline Kobbersmed, der arbejder fagligt med disse emner og underviser de studerende.

Så langt, hendes tid rækker som deltidsansat, vil hun også gerne rådgive og inspirere menigheder og foreninger i emner inden for feltet ’Kristen Oplæring’.
Der er meget behov for seriøst, fagligt arbejde på dette område. I et land som Norge er man kommet langt på dette område, bl.a. gennem Norsk Lærerakademi.
Også i USA satses der meget målbevidst på at gennemtænke og forbedre kirkernes store oplæringsprogrammer.

Det må også opprioriteres i Danmark i fremtiden. Jeg drømmer om, at Menighedsfakultetet i fremtiden bliver hjemstedet for det. Vi har efterhånden opbygget en ekspertise indenfor bibelfag, troslære og de andre klassiske teologiske fag, og disse kompetencer kan man trække på undervejs i arbejdet med oplæring. En fornyelse af Kristen Oplæring i Danmark er dog på ingen måde en opgave, MF kan løse alene. Der må være et bredt samarbejde mellem skolefolk og kirkefolk, teologer og lægfolk, for resultaterne bliver bedst, når kompetencerne lægges sammen.