Psykisk sygdom påvirker hele familien

Kære Poul Henning

Tak for dine livgivende og opmuntrende bøger, som jeg er i god gang med at læse. Der er noget, som fylder her, som jeg ikke kan tale om, uden at jeg bryder sammen, men skrive kan jeg, håber du vil svare, hvis det er dig muligt. Jeg er ved at indtale min journal fra min indespærring på den lukkede, for at få gjort omverden opmærksom på, hvor svært livet kan være.

Men jeg har et kæmpe dilemma. Jeg blev dømt manisk, på baggrund af et pengeforbrug på 200.000 inden for kort tid, ordene blev fremført af min yngste datter, som ikke er den, der egentlig har villet, ja mig gjort tavs, men trods mine protester blev ordene taget alvorligt. Skal jeg anklage min yngste, for at jeg kan få en retfærdig behandling?

Og dermed lade min bror og min ældste datter, der forledte min yngste datter, gå fri. Jeg vil jo under ingen omstændigheder skade den yngste, der blot blev brugt som budbringer. Jeg er vist ikke den eneste, der havner på psykiatrisk afdeling, når ens såkaldte kære skal kæmpe om arven.
Men skal jeg ofre min yngste?

Jeg har i tre år bedt Gud råde mig, da min familie ikke vil tale med mig. Det er godt nok noget af et dilemma at stå med.

Mvh
Den anonyme

Kære ven

Tak, at du skriver. Jeg forstår din frustration og dit dilemma. Det er sandelig meget belastende at tumle med så store problemer og samtidig være afskåret fra familien. Det er godt, at du kommer ud med dine frustrationer. Det ligger dybt i os mennesker at forstå og blive forstået. Jeg tænker, at du har et stort behov for samtaler. Vi har alle et behov for at retfærdigheden må ske fyldest.

Det store billede

Føler du dig uretfærdig behandlet af sygehuset, har du naturligvis ret til at klage. At blive indlagt på den lukkede afdeling og formentlig tvangstilbageholdt er naturligvis svært. Ingen læger kan dog gøre det, uden at psykiatriloven er opfyldt. Du har været meget syg, når du kommer på den lukkede afdeling. Beslutningen om det, tænker jeg, kan have haft to årsager.

Den første kan være, at du har været til fare for dig selv eller andre. Den anden årsag kan være, at du har været så syg, at du ikke har kunnet tage vare på dig selv, og afdelingen af behandlingsmæssige og helbredsmæssige årsager har tilbageholdt dig på tvang. Er man manisk, kan man personligt være ganske overbevist om forhold, som alle omkring en opfatter på en anden måde. Der er derfor altid indbygget et dilemma med mani og psykoser.

Jeg vil opmuntre til forsigtighed, idet alle syge som raske kan have svært ved at huske hele forløbet klart og tydeligt. Du må ikke tro, at lægerne har truffet beslutninger blot ud fra dit meget store pengeforbrug. Sygdommen er langt mere kompliceret end den detalje. Du kunne måske vende tankerne i retningen af taknemlighed og accept, for du var syg og fik hjælp.

På psykiatrisk afdeling ser vi ofte, at folk med mani stærkt fortryder deres adfærd, når de kommer ud af manien. Var du ikke blevet indlagt, kunne sygdommens konsekvenser, adfærd og dårlige beslutninger være blevet langt værre. Ofte er der efterfølgende med støtte fra diverse et oprydningsarbejde.

Familien og de nærmeste

Det er svært som pårørende at være tæt på psykisk sygdom. Der kan meget let opstå store uoverensstemmelser. Jeg kan forstå, at du ikke har haft nogen relation til din familie i tre år. Mit bedste råd er, at du placerer hele forløbet i en ’kasse’, der hedder bipolar lidelse. Det er nemmere at finde fred i et svært hændelsesforløb, når der ikke er udtalte domme, anklager af andre eller selvbebrejdelser.

Når sindet er fyldt med mange spændinger, vil det enten komme ud i selvbebrejdelser eller bebrejdelse af andre eller systemet. Det er ikke dig eller andre, der er problemet, men sygdommen. At nå derhen opnås ved at acceptere sætningen: ’Jeg var manisk og ikke mig selv.’ Normalt er du ikke så syg, at du skal indlægges, men det var du på det tidspunkt. Du må prøve at se det store livsperspektiv og ikke tovtrække i sindet med enkelte detaljer i hændelsesforløbet. Det lyder let, men er svært.

Problemet med psykisk lidelse er hjernens forvrængning af sandheden. Den syge kan være helt overbevist om, hvad der er rigtigt, men de pårørende og behandlingssystemet ser et helt andet billede. Gode relationer til din familie er langt vigtigere end at få ret. Du har faktisk et alibi, for du var meget syg. Kunne I mødes og give sygdommen skylden, vil det være befriende.

Gode relationer eller at få ret

Jeg vil opmuntre dig til at læse og bede over Mattæus evangeliet kapitel 5-7 – Bjergprædiken. Her belyser Jesus tydeligt emner som saligprisningerne, vredes håndtering, gengældelse, fjendekærlighed og om at dømme. Det er en stor mundfuld, men Helligånden vil trøste, vejlede og hjælpe dig. Vi har alle brug for at blive hørt og forstået.

Kommunikation er svært, og ofte lander ord forkert. I kommunikation ser vi de 10% af isbjergets overflade, men de 90% under vandoverfladen ser vi ikke. Det faktum opmuntrer til stor ydmyghed, for intet er helt, som vi opfatter det. Vores oplevelse er rigtig, men billedet og dermed sandheden er større end vores opfattelse.

Vi må alle om muligt holde fred med alle. Gør vi ikke det, overgives vi til sindets dommer, sindets fangevogter og sindets fængsel. Og vi slipper ikke ud derfra, før der er ryddet helt op. De fleste mennesker har erfaret, at et uforløst skænderi fylder i sindet. Jesus gør det klart, at den uforløste ’krig’ mellem mennesker fører til en nedadgående og negativ spiral i det indre menneske.

Rækkefølgen bliver:

– Vi må erkende vores egen grænseoverskridende vrede, smålighed og nærtagenhed.
– Ellers vil domstolen i det indre træde i kraft
– Tilbedelsen af Gud på vej til templet kan ikke træde i stedet for forsoningen med din bror
– Smukt og fintfølende vendes spørgsmålet 180 grader rundt – ’kommer du i tanke om, at din broder har noget imod dig – så skynd dig blive forligt.’
– Alternativt går det videre nedad og nedad først til dommeren, så til fangevogteren.
– Derfra videre til sindets fængsel og ikke blot et kortvarigt ophold, men en fængsling ind til at den sidste øre er betalt.

Der er meget at lære her. Tænk på, hvad vi kan bære rundt på af uforløste kriser. Det kan være:

– Familiemedlemmer, der ikke kan mødes.
– Al projicering – lærerens skyld, lægens skyld, forældrenes skyld, familiens skyld, bankens skyld, ægtefælles skyld, samfundets skyld …….
– Al in/yt og klikedannelse samt kamp imod hinanden.
– Alt negativitet på de sociale medier.
– Listen fortsætter

Uanset skyld og ansvar koster enhver uforløst krise energi i det indre menneske. At bygge mure koster meget vrede og energi, uanset om det var Berlinmuren eller i vores eget liv. Det er ikke blot opførelsen af murene, der koster følelsesmæssig energi, det er også at kunne leve i og uden for de mure. Hvem kan vi tale med? Hvem kan vi ikke tale med om det? Hvem skal vi ikke invitere? Det bliver kort og godt kompliceret og anstrengende.

Afsluttende hilsen

Vær barmhjertig overfor dig selv. Du fortjener ros, tænk, at du er så frisk, at du arbejder på at komme videre. Måske du kan skrive et brev til din familie, så I kan begynde et nyt kapitel. Jeg vil gå i forbøn for dig, at Gud må give dig kraft og visdom til små gode skridt.

Kærlig hilsen
Poul Henning