ICEJ uddeler nødhjælp til snesevis af familier i Israel

Siden terrorangrebet den 7. oktober er tusindvis af israelere flygtet fra kampene langs Gazas og Libanons grænser. Den kristne ambassade (ICEJ) uddeler nødhjælp. Foto: ICEJ

”Israels nuværende krig med Hamas startede pludseligt den 7. oktober, en dag efter vores løvhyttefest sluttede. Det betød, at ICEJ-personalet i Jerusalem hurtigt skulle omstille sig til krisetilstand for at kunne hjælpe snesevis af israelske familier.”

Det skriver ICEJ (Den Kristne Ambassade i Jerusalem). Over 250.000 israelere er nu fordrevet på grund af kampene langs Gazas og Libanons grænser, og de har brug for hjælp til at få dækket deres basale behov. Nogle gange har ICEJ doneret større ting som ambulancer og bombeskjul. Andre gang handler det om at pakke mad og anden nødhjælp til familier i nød.

ICEJ’s medarbejdere har indtil videre pakket næsten 15.000 madkasser til familier i grænseområdet til Gaza, til andre evakuerede samt soldater. Medarbejderne arbejder ved samlebånd, hvor de pakker olie, kaffe, te, linser, ris, mel, sukker, tun, kyllingesuppepulver, pasta, pickles, oliven og majs i kasser, så de er klar til levering, skriver ICEJ i en nyhedsmail.