Psykolog ansat som konsulent i Børne- og UngdomsOase
Psykolog Susanne Fodgaard, der er specialist indenfor neuropsykologien på børne- og ungdomsområdet, er pr. 1. januar blevet ansat i Børne- og UngdomsOase som trivselskonsulent.
Det oplyser BUOs landsleder, Arne Pedersen i en pressemeddelelse. Her hedder det videre: ”Susanne skal arbejde med, hvordan børn og unge kan trives bedst muligt i vores fællesskaber. Derfor vil Susanne også blive et kendt ansigt ude i lokalgrupperne og menighederne, da hendes arbejde skal foregå i samarbejde med netop dem om at styrke trivslen.”
Selv siger Susanne: ”Jeg har gennem flere år i mit arbejde med børn og unge haft lyst til at pege på Gud og kirken. Fortælle om nogle af de ting, vi står på som kristne. Fortælle, at vi er elsket, uanset hvad. Og længe har jeg spurgt: ”Hvor er kirken henne?” når vi taler om trivsel. Det er et emne, der er på samfundets og politikernes dagsorden, men vi mangler kirkens stemme i det.”