Hetero eller homo, er der forskel på kærlighed?

”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! … Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem … Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.”

Mand og kvinde hører sammen i ægteskabet, som vielsesritualet beskriver det, for det er en del af skaberens design, at de to køn er komplementære størrelser. Alligevel er det, som om der er noget i luften. Det er egentlig ikke nyt – filosoffer og kulturer har været influeret af det i årtusinder – men det fylder på en helt anden måde end tidligere. Vielsesritualet – mand og kvinde forbundet til døden dem skiller – kan i dag lige så godt erstattes af homoseksuelle eller reelt et serielt monogami.

Er homoseksualitet = synd?

Det, der var skabt ”såre godt”, bliver vendt på hovedet i en verden, der har vendt skaberen ryggen. Men hvad skal vi gøre ved det? Hvad skal vi – som efterfølgere af Jesus Kristus – gøre i mødet med den homoseksuelle? Ethvert møde med et menneske må bygge på en grundlæggende ydmyghed, der kommer i erkendelsen af, at der er så meget, vi ikke fuldt ud forstår – jeg forstår ikke den homoseksuelle kærlighed, men jeg vil gerne anerkende, at der er mennesker, som tror på Jesus og samtidig er tiltrukket af samme køn. Som en homoseksuel siger:

”Vi LGBT+-personer har ikke brug for flere ”gode råd” eller alternative forslag til, hvordan vi kan leve med vores seksualitet. Det eneste, vi ønsker, er at blive accepteret og respekteret med de valg, vi nu engang har truffet.”

Samtidig tror jeg, vi er nødt til at starte med en kristen grund-sandhed: Gud hader synden, men han elsker synderen! Det var en af de ting, jeg lærte i søndagsskolen. Men at tale om, at ”Gud hader” lyder nok meget voldsomt i de flestes ører. Gud er kærlighed, så hvordan kan han hade noget, som nogle mennesker opfatter som kærlighed?

Når det kommer til at stjæle, lyve, være hidsig, voldelig eller bagtalelse og misundelse, så vil synspunktet om Gud, der ”hader” disse ting, nok stadig nyde bred opbakning. Men er homoseksualitet en synd? Det er der næppe enighed om. Kirkelige vielser af homoseksuelle blev indført i 2012. Teologien i vielsesritualet måtte bøje sig for ligestillings- og mangfoldighedsdagsordenen, som krævede anerkendelse af samkønnedes kærlighed, det er faktum.

Det er ligeledes et faktum, at der ikke længere er politisk opbakning bag de nødforanstaltninger, der blev vedtaget sammen med loven, som gjorde, at præster i Folkekirken kan afstå fra vielser af homoseksuelle, og det er derfor formodentligt kun et spørgsmål om tid, før det ikke længere er tilladt. Men ændrer det så også på, hvad Gud ser som synd? Ikke hvis man ser på den bibelske forståelse.

Professor i Gammelt Testamente Jens Bruun Kofoed beskriver i bogen ”Fra begyndelsen”, hvordan netop den homoseksuelle praksis ”ødelægger og forbander skaberværket”, hvilket er årsagen til, at Bibelen konsekvent taler imod homoseksualitet. Igen en voldsom stærk omtale af en synd, som let kommer til at fremstå som særlig farlig, hvilket han argumenterer for ved at sige:

”En sådan praksis bryder nemlig med den binære adskilthed mellem mand og kvinde og den komplementære sammenføjning af mand og kvinde.”

Ordet for synd refererer til bueskytten, som rammer ved siden af sit mål, og homoseksualitet er netop en forbier ift. det mål for kærligheden, som Gud sætter i skaberværket. Det er synd, fordi det efterlader mennesker et sted, der ikke er godt for os at være. Undersøgelser viser således, at graden af ensomhed er væsentligt højere iblandt LGBT+-folk end hos den øvrige befolkning, det samme gælder selvmordsraten, mens det er en betydelig mindre del af de ikke-heteroseksuelle, som oplever at have et ”særdeles godt eller ret godt sexliv.”

Alligevel synes den offentlige diskurs urokkelig, når det kommer til at understøtte mangfoldigheden. Snesevis af politikere stiller op under regnbuefarvede bannere i Prideparaden, og hvor der ellers er mulighed for at vise sin støtte til fordel for kærlighedens mangfoldighed. Og forståelsen synes at være, at det er på grund af diskrimination og snæversyn, at disse minoriteter mistrives, så derfor må alle hjælpe til og stemme i normkritikkens kor om at opløse traditionelle forståelser af familien, seksualitet, køn og kærlighed.

Ja, ve den, der taler om noget som rigtigt/forkert eller syndigt/rent; det er ikke tolereret under regnbuen. Og så er vi tilbage ved søndagsskolelærdommen, for Gud hader det, der ødelægger mennesker – uanset om det er politisk korrekt eller ej – fordi han elsker synderen.

Mødet med homoseksuelle

Mikael Wandt Laursen skriver i ”Tro, kirke & homoseksualitet” om mødet mellem kirke og homoseksuelle: ”Hvis uenighed bliver lig med manglende anerkendelse, taber vi muligheden for et frugtbart møde mellem to mennesker.” Og det er her den store balancekunst opstår. På den ene side vil jeg fastholde et bibeltro ståsted, og på den anden side vil jeg, som Mikael Wandt Laursen, at den homoseksuelle mødes af nåde og ikke fordømmelse.

Balancekunsten er vanskelig, for der er helt sikkert dem, der vil sige, at man ikke kan leve som homoseksuel og samtidig være kristen. Og det er jo både rigtigt og forkert. ”For syndens løn er død”, skriver Paulus i sit brev til romerne (6.23) i et kapitel, som handler om det at leve under synden eller nåden. Hans pointe er, at vi er gjort fri af synden, ved Kristi nåde, men han siger samtidig, at vi derfor ikke skal fortsætte med at synde, da det har konsekvenser (i sidste ende død).

Nåden er nok til at rense os fra al synd, men vi kan stadig synde, selv om vi har modtaget frelsen ved Kristi nåde. Derfor er det en selvmodsigelse at være praktiserende homoseksuel og kristen på samme tid. Men det er vel lige så problematisk at lyve, bagtale og udøve psykisk vold imod andre mennesker og samtidig kalde sig en kristen. Synd er synd. Det kommer derfor an på, om man er parat til at bøje sig for Guds ords sandhed, rejse sig og vende synden ryggen, og ikke om man falder i den ene eller den anden form for synd.

Mikael Wandt Laursen forsøger at bygge bro – eller lære at danse, som han kalder det – og vi har brug for at kunne tage samtalen, også når der er ømme tæer på dansegulvet. Han giver eksempler på erklærede homoseksuelle, som vælger at leve i cølibat og altså ikke udlever deres homoseksuelle orientering i praksis. Og sådanne eksempler viser, at det er muligt at føle sig tiltrukket af en person af eget køn uden at leve i modstrid med Guds skaberværk.

Der er et begreb fra den systemiske tænkning, der hedder perfektionshypotesen, som forklarer, at man ikke kan overbevise et andet menneske ved at tale imod de grundantagelser, personen har. Hvis jeg ønsker at overbevise en homoseksuel om at ændre seksualitet, så nytter det ikke noget, at jeg taler til vedkommende om homoseksualiteten som synd.

Jeg er i stedet nødt til at stille mig selv spørgsmålet, hvor kan vore forskellige forståelser mødes. Kierkegaards fødselshjælper-metafor er også her nyttigt at tænke i. Vi kan ikke presse vores forståelse ned over hovedet på andre mennesker, men er nødt til at møde dem der, hvor de er på livets og troens vandring, og overlade overbevisningen til Helligåndens værk.

I uge 6 bragte Udfordringen en fantastisk artikel om Gundhild, der både beskrev, hvor vanskeligt det kan være med en homoseksuel orientering og et liv i den kristne tro. Som formand for foreningen KNUS arbejder hun som brobygger til mennesker, som lever med kønsidentitetsproblemer, og hun formulerer foreningens opgave på en måde, der kan være til inspiration for os alle: ”Man ser det ikke som foreningens opgave at pådutte den enkelte en bestemt holdning eller levevis, men støtte den, der selv ønsker at leve efter Bibelen.”

Kildeliste:

1. Fra vielsesritualet: www.kristendom.dk/bryllup/vielsesritualet.

2. Mikael Wandt Laursen, ”Tro, kirke og homoseksualitet” s.129.

3. ”Fra begyndelsen – køn og seksualitet i skabelsesteologisk perspektiv” s. 160.

4. 1.Mos.19.3,3.Mos 18,22, Rom 1.26, 1.kor 6.9 og 1.Tim 1.10.

5. Mikael Wandt Laursen, ”Tro, kirke og homoseksualitet” s.20 sundhedsstyrelsens data og LGBT+ Danmarks hjemmeside.

6. Mikael Wandt Laursen, ”Tro, kirke og homoseksualitet” s.45.