Radio kender ingen grænser

Hans Verner Lollike

Nytårsaften 2023 nøjagtig kl.18.37 gjorde Danmarks Radio alvor af at slukke for Kalundborg Langbølgesender på 243 kHz. Ikke mange danskere lagde øre til det, da Dronning Margrethe nogle minutter før til alles overraskelse meddelte, at hun overlod roret til sin søn Kronprins Frederik. Det var samtidig den sidste nyhed, man kunne høre på 243 kHz via Kalundborg Langbølgesender.

Internettet har gjort sendere på mellem- og langbølge overflødige. De forsvinder i stor hast, men er alligevel et minde værd, da langt de fleste voksne danskere uden at tænke over det har hørt radio via Kalundborgsenderen, der blev indviet den 29.aug.1927 og i tidens løb også fik mellembølge på 1062 kHz. Programmet kom fra Radiohuset i København, men signalet kom fra Kalundborg.

Radiobølger kender ingen grænser. Specielt i mørke vandrer signalet langt. Derfor har radioen været et godt værktøj også for at nå ud med det kristne budskab til steder, hvor det ellers er svært og sommetider helt umuligt at nå ud. Danmarks Radios transmission af morgenandagten fra Domkirken i København er den udsendelse, som længst har været en del af DR’s udbud.

Nu kan den heldigvis aflyttes på mange platforme – P2, DR, TV 2, dr.dk – indtil Kalundborgsenderen lukkede til nytår var den gennem mere end 60 år at høre på Langbølge 243 kHz. I dagtimerne kunne den høres mindst 500 km væk – i mørket var rækkevidden over det dobbelte. I den forvoksede landsby Taurage i Litauen boede og arbejdede den utrættelige lutherske præst Jonas Kalvanas, som tillige var biskop i den lutherske kirke i Litauen fra 1976 til sin død i 1995.

Han blev født i 1914 på grænsen mellem Litauen og Letland, blev ordineret i 1940 samtidig med, at 2.Verdenskrig massakrerede Litauen og ikke mindst den lutherske kirke. Da krigen var slut, var mange både præster og kirkemedlemmer enten flygtet mod vest, eller deporteret til Sibirien. Jonas Kalvanas var en af fire præster, der var tilbage.

Han arbejdede utrætteligt i sit sogn og rejste landet tyndt for at møde mennesker og holde gudstjenester og begravelser, når han kunne få tilladelse. De sovjetiske myndigheder holdt overalt menighederne isoleret – først og fremmest for kontakt til Vesten, men også for indbyrdes kontakt. På et tidspunkt fandt Biskop Kalvanas Langbølge 243 kHz.

Han kunne ikke forstå det danske sprog, men han kunne følge morgenandagten fra Københavns Domkirke, føle sig hjemme i de liturgiske led, genkende Fadervor og Velsignelsen og klangen i musik og salmer. Kalundborg Langbølgesender, som nu er tavs, slog hul i Jerntæppet. Det var derfor et følelsesmæssigt stærkt øjeblik for Biskop Kalvanas, da han efter Sovjetunionens sammenbrud fik lejlighed til at besøge Københavns Domkirke.

Vi havde den glæde i 1994 – året før han døde – at have besøg af Biskop Kalvanas i Stormarks sogn i Nakskov. Han efterlod sig, foruden et levende vidnesbyrd om en kæmpende kirke, et billede skabt af små ravstykker med hilsenen: ”Helligåndens fællesskab være med jer alle!” (2.kor.13,13c).