Dårlig tone på de sociale medier

Det er fuldstændigt umuligt at styre tungen. Uanset hvor meget vi prøver, kommer vi altid på et eller andet tidspunkt til at sige noget, vi ikke skulle have sagt. Og når først det er sagt, kan det som bekendt ikke tages tilbage. Det kan undskyldes, og det kan forklares, men det kan ikke forsvinde.

For nylig delte Mette Frederiksen nogle af de mange hadefulde beskeder, hun modtager. Der er ikke noget nyt i, at tonen er hård på de sociale medier, og man kan vel også med en vis ret påpege, at politikernes debatform er med til at fremme den hårde tone. Alligevel er det chokerende at læse de beskeder, som Mette Frederiksen delte:

”Du er grim. Klamme kost.” – ”Hold kæft jeg håber på, du kommer til skade, så vi slipper for at kigge på dit gamle grimme ansigt.” – ”Prøv at holde et jagtgevær op til dit hoved og tryk af.” – ”Verden bliver et bedre sted, når du kradser af.” Og mange, mange flere. Det er åbenbart også svært for mange at styre ”tungen” på de sociale medier. I hvert fald fylder mængden af negative kommentarer meget. Det gør de i øvrigt også af og til på Udfordringens facebook-side, selvom langt de fleste kommentarer heldigvis er positive.

Spørgsmålet er, hvor stor forskellen er på det, vi kommer til at sige, og det, vi kommer til at skrive? Når man vælger at skrive en negativ kommentar, kan det jo ikke på samme måde, som når man snakker, være noget, der bare lige pludselig flyver ud af munden på mig. Det må jo være noget, man faktisk beslutter sig for at skrive og dermed noget andet, end når man kommer til at sige det. Eller hvad?

De fleste af os, som har prøvet at blive sure over en mail, kender nok også til erfaringen af, at man lige skal vente med at svare til dagen efter, hvor man er faldet lidt ned. Der sker nemlig ofte det, at når vi er vrede, så er det ikke bare et kort uovervejet øjeblik, hvor vi kommer til at skrive noget dumt, det er faktisk et helt bevidst valg, simpelthen fordi vi er vrede – og det er det jo nok i virkeligheden også, når vi taler.

Vi bliver vrede og siger med vilje noget dumt, netop fordi vi ønsker at sige det. At vi så bagefter helt oprigtigt fortryder det, det er noget andet, og det gælder også, når man har sendt en sur mail, som man burde have ventet med at sende. Pointen er, at vi ikke kan undskylde os med, at det ikke var med vilje, at det bare var noget, vi kom til at sige eller skrive, fordi vi var sure.

Vi er nødt til at indrømme, at det var med vilje, og at det i lige så høj grad er det, vi skal undskylde for. Altså både en undskyldning for det, vi sagde eller skrev, og en undskyldning for, at vi gjorde det. Så har vi taget ansvar. Og så har vi også åbnet op for den del af os selv, hvor vi faktisk kan ændre os. For de fleste af os handler det nemlig ikke om, at vi skal lære at styre vores temperament, det handler om, at vi skal arbejde på at elske og respektere vores næste højere – og for os som kristne handler det også om at lade Guds kærlighed vokse i os, så vi kan sprede glæde, fred, kærlighed og lys – fremfor det modsatte.

Bliv blot vrede, men synd ikke, skriver Paulus et sted. Hvis han havde skrevet det i dag, ville han måske have tilføjet: Bliv blot vrede, men vent med at svare på mailen eller skrive på Facebook, til du lige har sovet på det. For selvfølgelig må man blive vred, men der findes mange varianter af vrede. Det er en svær, men vigtig disciplin at blive vred uden at synde, men det er værd at stræbe efter.

Som Jesus’ bror Jakob skriver i et berømt afsnit om den ustyrlige tunge: ”Fra samme mund lyder både velsignelse og forbandelse. Mine brødre, sådan bør det ikke være.”