GospelFamily vil styrke parforhold med temadag
Foreningen Gospel Family inviterer til ”upDATE” for parforholdet med både foredrag og forkælelse på Restaurant Under Sejlet i Aabenraa den 18. maj.
– I vil få kendskab til de bedste redskaber til at bygge et stærkt, holdbart og kærligt parforhold gennem mere venskab, mere intimitet, mere værdsættelse og beundring i jeres forhold, oplyser arrangørerne.
GospelFamily og Familier På Vej
GospelFamily har arrangeret gospelkor, -musicals og -koncerter med base i Aabenraa siden 2007 og er kendt som et stærkt fællesskab for både børn og voksne. De har tidligere inviteret til seminarer om parforhold og er nu tilbage med en temadag for par, der gerne vil investere i parforholdet. ”Det er en investering, der med sikkerhed giver afkast,” siger Torben Callesen fra Gospel Family. ”Vi ved, at alt, hvad vi kan gøre for at styrke vores parforhold, både er en gevinst for os selv, vores børn og for samfundet.”
GospelFamily arrangerer temadagen i samarbejde med Familier På Vej. Det er en forening, der arbejder med aktiviteter, der støtter familier og parforhold på tværs af landet. Arrangementet foregår på Restaurant Under Sejlet, som lægger lokaler til og sørger for forplejningen fra morgenmad til og med aftensmad. Det er endda muligt at booke overnatning på Hotel Østersøen til specialpris.
Undervisning i topklasse
Familie- og parterapeuterne Mads og Elisabeth Fredskilde, som har praksis og bopæl i København, sørger for, at deltagerne får både den praktiske og den teoretiske baggrund helt på plads. Ægteparret arbejder professionelt med par i alle livets op- og nedture. De har begge en mastergrad i par- og familieterapi fra Liberty University i USA samt ekstra uddannelse og certificering fra det anerkendte Gottman Institute i Seattle.
Undervisningen på temadagen tager udgangspunkt i principper, der er baseret på mere end 20 års forskning og studier af over 3.000 par. Man kan læse mere på gospelfamily.dk, hvor man også kan købe billetter, så længe der er ledige pladser.