Skal Folkekirken erstattes af en ny luthersk fælleskirke?

Et åbent forum arbejder frem mod dannelsen af en ny luthersk kirke i samarbejde med eksisterende fri- og valgmenigheder. De mener, at Folkekirken har fjernet sig for langt fra den bekendelse, den ellers er forpligtet på.

Et åbent forum mener, det er tid for at oprette en ny luthersk fælleskirke i Danmark. Foto: Bigstock.

Hvor det for 150 år siden primært var grundtvigske valg- og frimenigheder, der blev dannet, så er der de seneste 25 år opstået flere og flere nye frimenigheder med tilknytning til Indre Mission, Luthersk Mission, Evangelisk Luthersk Netværk og Dansk Oase.

Med udviklingen af flere og flere nye valg- og frimenigheder er tiden måske kommet for, at disse nye menigheder rykker tættere sammen og får dannet en ny luthersk kirke. Det mener i hvert fald en gruppe initiativtagere, der har oprettet ’Åbent forum til stiftelse af en ny luthersk kirke i Danmark’. Officielt begyndte det hele tilbage i januar 2022, hvor den uafhængige og selvbestaltede ”Tænketanken til oprettelse af en ny luthersk kirke i Danmark” mødtes for første gang med følgende medlemmer:

Carsten Dalsgaard, leder af Hellig Kors Kloster, Christian Poulsen, ulønnet hjælpepræst i Herning Bykirke, Peter Nissen, afdelingsmissionær i LM, Henrik Hadberg, frimenighedspræst og stifter af Biblegroups.today og Brian Christensen, præst i Lemvig Bykirke.

Folkekirken har rykket sig

Formålet med tænketanken var at diskutere, hvordan man bedst kunne realisere stiftelsen af en ny luthersk kirke, og som begrundelse for sit arbejde har tænketanken oplistet fire punkter:

1. Folkekirken har på afgørende områder fjernet sig fra den bekendelse, den er forpligtet på, og er derfor, som vi ser det, de facto ikke længere en bekendelseskirke. Af den grund vil vi drøfte om tiden er moden til at samle de lutherske frimenigheder i et mere forpligtende fællesskab, der både i teori og praksis vil være forpligtet på de oldkirkelige og lutherske bekendelsesskrifter.

2. Stiftelsen af en ny luthersk kirke i Danmark skal hjælpe de eksisterende frimenigheder til at bevare retning og grundlag.

3. Stiftelsen af et fælles kirkesamfund skal gennem en fælles administration forenkle og lette de administrative byrder, som nu hviler på de enkelte menigheder.

4. Desuden skal den nye lutherske kirke være med til at fremme mission og diakoni og dermed sætte en positiv dagsorden for fremtidens kirke.
Ny fælles kirke

Det nye forum mødtes første gang i november 2023 og er nu klar til endnu et møde 1. juni 2024 i Odense. Formålet er fortsat at arbejde frem mod dannelsen af en ny luthersk kirke og et forpligtende fællesskab mellem de eksisterende frimenigheder.

”I Norge har Normisjon, Indremisjonsforbundet og Misjonssambandet dannet hvert sit trossamfund. I Danmark har udviklingen indtil videre været, at de enkelte lokale frimenigheder bliver egne trossamfund. Vores ønske er, at disse små trossamfund finder sammen i en fælles kirke,” skriver initiativtagerne i en pressemeddelelse.

Initiativtagerne foreslår en model, hvor menighederne bliver i deres nuværende netværk, men går sammen i en ny fælles kirke. ”Vi ser for os en model, hvor de enkelte menigheder kan fastholde deres nuværende tilknytning til kirkelige foreninger og netværk, men hvor enkeltmedlemmer og lokale frimenigheder går sammen om en ny luthersk kirke.

Ligesom man i 150 år var sammen i folkekirken, men også dér var hver sin bevægelse og hver sit netværk. Den nye lutherske kirke kan inddeles i flere synoder efter organisationer eller teologi,” skriver de.

Samhørighed og talerør

Hensigten med den nye lutherske kirke er at styrke den enkelte menighed, sikre samhørighed og fungere som et talerør for frimenighederne.

”Vi synes, det er godt og vigtigt, at de enkelte frimenigheder bliver en del af et forpligtende fællesskab, hvor man er mere forpligtet overfor hinanden, end man er i et netværk. Samhørigheden handler om både praktiske og teologiske fællesskaber, hvor vi bygger sammen. Det handler om at få styrket samarbejdet helt bredt.
Og så finder vi det vigtigt, at frimenighederne får et fælles talerør. Et sted, hvor de sammen kan komme med deres holdninger og synspunkter.”

Fælles DNA

Der er på mange måder allerede i dag et fælles DNA i mange frimenigheder indenfor blandt andet teologi og menighedsopbygning, mener initiativtagerne, der nævner fire punkter, som samarbejdet i praksis kunne handle om:

1. Ansvar for teologisk uddannelse, gerne virkeliggjort i samarbejdsaftaler med Menighedsfakultetet i Aarhus, Dansk Bibel-Insititut i København eller Fjellhaug FiH i Oslo.

2. Syn for hverdagsmission eksempelvis udtrykt ved deltagelse i NMM – Netværk for Missionale Menigheder.

3. Forpligtethed over for ydre mission, udtrykt ved konkrete missionsprojekter gennem eksisterende missionsorganisationer.

4. Fælles sekretariatsfunktioner – fx begravelsesforening, løn og personale.

Ønske om bredt forum

Forummet består i øjeblikket af fire mænd, men der er et udtrykt og nedskrevet ønske om at være bredt sammensat, med medlemmer af begge køn og repræsentanter for et bredt udvalg af menigheder. Hvis man vil vide mere, kan der findes yderlige info i Facebookgruppen “Åbent forum for stiftelse af en ny luthersk kirke i Danmark”.