Rystende lovforslag

M. Meincke
Kolding

Som sygeplejeelev på gynækologisk afd. i Gentofte havde jeg i 70’erne følgende oplevelse: Det var en af mine opgaver efter hver provokeret abort at samle dagens små fostre og fordele dem i to spande. Den ene spand med moderkager blev sendt til Statens Serum Institut til fremstilling af blandt andet hormoncremer, den anden spand til, ja, små levende fostre. Jeg kunne bare værsgo at stå og iagttage de små levende fostre, se på, at mange ofte trak vejret i længere tid og så: kynisk, skamfuldt eller sorgfuldt, kald det, hvad du vil, lægge låget på spanden og gå videre ind til den næste. Jeg kunne ikke unddrage mig. Dengang var grænsen 12 uger.

Indtrykkene har sat sig fast på min nethinde, ja, sidder der stadig så mange år efter. Hvordan kan Etisk Råd og ansvarlige politikere gå med til at foreslå en sådan ugerning til lov – og så efter 18. UGE! Hvad udsætter vi sundhedspersonalet for? Det er til at tude over, og det skaber i hvert fald både skam, vrede og sorg i mig som kvinde. Må ”Skaberen” forbarme sig over dem, som selv vil bestemme over deres liv og kalder det ”frihed”.

Jeg fordømmer ingen, men jeg er rystet over, at Danmark er faldet så dybt. De gravide kvinder skulle, før de får abort, alle præsenteres for en film indeholdende levende fostre i 18. uge. Så kunne vi måske tilmed tilgodese de mange danske kvinder, som gerne vil adoptere danske børn.