Veteran udgiver single med ”Soldatens Bøn”
Tune Jacobson har været udsendt til Irak og har været soldaterhjemsleder i både Holstebro og Kosovo, hvor man ofte bad Soldatens bøn.

Tune Jacobson har sat musik til Soldatens bøn, og hendes single udkom den 6. december. Nu kan Soldatens bøn høres på diverse streamingtjenester.
I 2004-2006 var Tune Jacobson soldat ved Det Danske Artilleri Regiment i Varde, hvor hun blev uddannet konstabel og senere var udsendt til Irak på Hold 6 som 1. behandler på en af forsvarets ambulancer.
Vejsidebomben
I Irak var Tune Jacobson helt tæt på tragedien, da en dansk soldat mistede livet.
”Under min udsendelse på Hold 6 i Irak mistede vi den første danske soldat ved en vejsidebombe. Jeg var 1. behandler på en ambulance og var med ude på stedet. De oplevelser sidder stadig dybt i mig, og netop derfor er Soldatens bøn så kraftfuld. Én linje i bønnen, som særligt rørte mig, handler om at bede for sine befalingsmænd. Det var ikke altid, at forholdet til dem var gnidningsfrit – men netop dét gav bønnen endnu større vægt. For de bar et stort ansvar, som jeg lærte at respektere gennem bønnen,” fortæller hun i forbindelse med udgivelsen af singlen.

Soldatermissionen
På sogneaften.dk fortæller Tune Jacobson om sit liv og sine forskellige foredrag.”Jeg har i flere omgange været ansat i KFUMs Soldatermission på deres soldaterhjem i både ind- og udland som medarbejder og senere som leder. I ti år har jeg arbejdet ved Dansk Politi, hvoraf jeg de fleste år har arbejdet som tjenesteplanlægger ved Østjyllands Politi. Jeg er sanger, sangskriver og dirigent og bevæger mig mest indenfor gospelgenren. I det østjyske har jeg flere gospelkor, som både afholder gospelgudstjenester og koncerter.”
Soldatens bøn
Om den nye single skriver Tune Jacobson:

”Soldatens bøn, som står bagerst i Den Danske Salmebog, har i de sidste ti år fået en særlig plads blandt danske soldater – både på soldaterhjemmene i Danmark og under missioner i udlandet. Som veteran og tidligere udsendt til Irak kender jeg den bøn indgående. Jeg er også tidligere soldaterhjemsleder i Holstebro og Kosovo, hvor vi ofte bad den under vores aftenandagter. Den fik hurtigt stor betydning for mig. Bønnen formulerer noget, som jeg – og mange andre soldater – kan have svært ved at sætte ord på. Den spænder fra hverdagsbønner for familie og kammerater til de tunge, svære anmodninger: som at bede om at vende hjem i live. En bøn, der desværre ikke altid blev opfyldt. I 2014 skrev jeg en melodi til teksten, men det er først nu, jeg har fået muligheden for at udgive den.”