Tog evangelisten Johannes fejl? Hvilken dag blev Jesus korsfæstet?

I Johannes 19,14 læser vi i oversættelsen fra 1907 om Jesus foran Pilatus: ”Det var beredelsens dag i Paasken, ved den sjette time.” Ordret fra græsk: ”Det var påskens forberedelse, omkring den sjette time.” Ordet ”forberedelse” (paraskeuæ) står i hunkøn, hvilket betyder, at hunkønsordet for ”dag” (hæmera) er underforstået, altså forberedelsesdagen.

Det græske ord henviser til dagen før sabbatten, altså fredag. Selv på moderne græsk betyder det stadig fredag. Det bruges ikke om forberedelsesdagen til påsken eller andre fester. Herved adskiller det sig fra det hebraiske erev, som betyder aftenen eller dagen før, enten dagen før sabbatten eller dagen før påske. Den syrisk-aramæiske oversættelse Peshitta har misforstået den græske tekst, så man oversatte med erev pesach (aftenen/dagen før påske).

Det samme gælder moderne hebraisk. Man har derfor troet, at der var tale om dagen før påske. Bibelen 2020 siger da også ”dagen før påske”. Den samme misforståelse ligger nok bag den autoriserede oversættelse: ”Det var forberedelsesdagen til påsken.” (I stedet for ”i påsken” som i 1907.) Men hvis Jesus stod foran Pilatus dagen før påske, kunne det netop overståede måltid ikke være påskemåltidet. Den ordrette oversættelse burde være enten ”forberedelsesdagen i påsken” eller ”påskens forberedelsesdag.”

Det græske ord betyder altså fredag, som vi finder hos Skat Rørdam: ”Det var beredelsesdag i Paasken.” Fodnote: Beredelsesdag er fredag, se Matt. 27,62. På den måde er der ikke noget problem med, at det måltid, der omtales i Johannes aftenen før, var påskemåltidet, på linje med de andre tre evangelier. Skat Rørdam og 1907 er enige i fortolkningen, at denne dag var en fredag, dagen før en sabbat.

Da påsken varer en hel uge og falder på forskellige ugedage fra år til år, vil der altid være både en fredag og en lørdag i den uge. Enhver uoverensstemmelse med de andre evangelier forsvinder, når man forstår, at teksten taler om ”påskens fredag” (dvs. fredag i påskeugen). Nogle forestiller sig, at Jesus skulle dræbes samtidig med påskelammene, således at denne fredag var den 14. nisan, hvor lammene blev slagtet, men det er der ikke belæg for i Skriften.

Jesus var netop ikke at sammenligne med de påskelam, der skulle minde israelitterne om udfrielsen fra Egypten. Jesus indstiftede en ny pagt med et nyt ”påskelam”, og han så fremad mere end tilbage. Selve påskedagen faldt i det år (år 30 e.Kr.) på en torsdag, den 14. nisan. Jesus havde vist sig frem i templet som det fejlfri ”lam” om søndagen, den 10. nisan. Det var traditionen, at folk skulle udvælge et fejlfrit lam (eller gedekid) 4 dage før påske, for at man kunne verificere, at lammet netop var fejlfrit.

Lammene blev slagtet om eftermiddagen den 14. nisan, altså torsdag, så påskemåltidet kunne spises efter mørkets frembrud den dag. Jesus’ sidste påskemåltid omtales i alle de fire evangelier, og det fandt sted om aftenen den 14. nisan. Dog nævnes der ikke noget påskelam i det måltid, Jesus havde med disciplene, nok fordi Jesus selv var det nye ”lam”, der skulle borttage verdens synd. I stedet for lammet blev det brød og vin, som var tegnet på den nye pagt. Jesus siger også, at mennesker må ”spise” hans legeme (brødet) og ”drikke” hans blod (vinen). Læs gerne Joh 6,48-58.

Nogle har undret sig over, at de jødiske ledere denne fredag morgen ikke ville gå ind i et romersk hus, da det ville gøre dem urene, så de ikke kunne ”spise påske”. Se Joh 18,28 (Og de gik ikke ind i borgen, for at de ikke skulle besmittes, men kunne spise paaske – 1907). Det at spise her, betyder at fejre med et måltid. Ordet ”påske” kan henvise til påskedagen, påskelammet eller påskeugen. I dette tilfælde må det være påskeugen, da påskedagen var forbi og lammet var spist.

På dagen efter påskeaften var der et andet offer, som blev spist ved middagstid den 15. nisan, om fredagen, og det var det måltid, de så ikke kunne deltage i. Havde det været et måltid efter solnedgang, ville de have været rene igen, så der kan ikke være tale om selve påskemåltidet. Når 1992-oversættelsen taler om at ”holde påskemåltid”, er det altså misvisende. B2020 er bedre, idet den siger ”deltage i påskefesten.” Det samme siger Bibelen på Hverdagsdansk.

Hvornår på dagen blev Jesus korsfæstet?

Johs 19,14 har endnu en kontroversiel sætning, som ofte bliver misforstået. 1992 oversættelsen siger ”ved den sjette time.” Hvis Johannes havde brugt den almindelige, jødiske måde at angive tidspunkter på dagen, ville det have været klokken 12 middag, som også Bibelen 2020 siger: ”Det skete ved middagstid.” Den kendte jødisk-kristne teolog, Alfred Edersheim, har i sin omfangsrige bog ”The Life and Times of Jesus the Messiah” (1883) bevist, at Johannes brugte den romerske tidsregning til forskel fra de andre bøger i Ny Testamente.

Det skyldes nok, at Johannes skrev sit evangelium ca. år 95 e. Kr., 25 år efter Jerusalems ødelæggelse og Israels ophør som selvstændig stat. Han skrev i storbyen Efesos, som var stærkt påvirket af både græsk og romersk kultur. Romersk tidsregning starter fra midnat, som vi gør i Vesten. På det tidspunkt, hvor Johannes skrev, ser det ud til, at man havde to forskellige måder at angive et tidspunkt på, dels den ”naturlige”, dagligdags måde, som starter fra solopgang (ca. kl. seks), dels den romerske metode, som især blev brugt i historiske og officielle skrifter.

Vi, der har boet i Østafrika, er vant til to forskellige måder, der bruges samtidig. Taler man Swahili eller andre sprog i Afrika, er ”den tredje time” kl. 9 og ”den sjette time” kl. 12. Men taler man engelsk bliver ”nine o’clock” oversat til ”den tredje time” (saa tatu). Man kan sagtens operere med to forskellige tidssystemer på samme tid. Selv på dansk har vi to systemer, da kl. 15 er kl. tre om eftermiddagen. På engelsk bruger man mest tallene et til 12, og må derfor ofte tilføje am (before noon) eller pm (past noon) for at undgå misforståelser.

Skat Rørdam har nok kendt til Alfred Edersheim, for han oversætter 19,14 som ”Det var Beredelsesdag i Paasken, ved den sjette Time.” Fodnoten forklarer: ”Den sjette Time er at forstå efter romersk Regning, kl. 6 Morgen (sammenlign Markus 15,25). Dog er at mærke, at der står ved, dvs. omtrent den sjette Time.”

Johannes-tekster med romersk tid

Johannes har en tidsreference 4 steder, og det er ud fra dem, at Edersheim beviser, at der er tale om romersk tid. Johs 1,39: ”De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time.” Det er nødvendigt at se på de foregående vers:

”Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: »Hvad vil I?« De svarede: »Rabbi, hvor bor du?« – Rabbi betyder Mester. Han sagde til dem: »Kom og se!« De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time.”

Det foregik altså om morgenen som den første begivenhed. Det giver mening, at det er kl. 10, mens kl. 4 om eftermiddagen ikke passer i sammenhængen. De blev hos Jesus hele dagen, og det kan man dårligt sige, hvis det var kl. 4 om eftermiddagen, hvor dagen næsten var forbi. Den tiende time henviser til det tidspunkt, hvor de så, hvor han boede, ikke et tidspunkt, efter at de havde været sammen med Jesus hele dagen.

Johs 4,6: ”Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time.” Situationen er, at de har gået hele dagen og er trætte. De kunne ikke overnatte inde i byen, da jøder ikke var velkomne i en samaritansk by. I stedet var disciplene gået ind for at købe ind til aftensmaden. Næste vers siger: ”En samaritansk kvinde kom for at hente vand.” Det passer bedre med kl. seks om aftenen, hvor det var blevet køligt. Det var også normalt at hente vand tidligt om morgenen eller sidst på eftermiddagen. Mange prædikanter har gjort et stort nummer ud af, at hun kom i middagsheden, men det skyldes altså en misforståelse, som om Johannes brugte den normale jødiske tidsregning.

Johs 4,52: Lad os se på sammenhængen først: ”Han kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.«

Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Da det kun var nogle få soldater, der havde heste, er denne mand nok gået til fods.

Der er cirka en halv dagsrejse fra Kapernaum til Kana, hvis man skynder sig. Rygtet om, at Jesus var ankommet til Kana, har nok nået Kapernaum ved middagstid. Derefter tog embedsmanden straks af sted, og ankom til Kana sidst på eftermiddagen eller ved solnedgang. Han fik opsporet Jesus og sønnen blev helbredt. Men embedsmanden kunne dårligt tage hjem om natten, akkurat ligesom hans tjenere heller ikke rejste om natten.

Der var for mange landevejsrøvere. Vi må derfor konkludere, at både embedsmanden og tjenerne tog af sted tidligt næste morgen, hvor de så mødtes på halvvejen. Det har nok været omkring kl. 9 om formiddagen. Hvornår blev sønnen helbredt? Det skete ”I går ved den syvende time.” Hvis det havde været kl. et, kunne embedsmanden nå at tage hjem inden det blev mørkt, og tjenerne kunne også være taget af sted, men så ville det have mødt hinanden ca. kl. 4 om eftermiddagen.

Hvis sønnen var blevet rask kl. et, kunne de umuligt have sagt ”I går”. Det ville jo være samme dag, nogle få timer tidligere. Ordene ”i går” beviser den romerske tidsregning, for så kunne de godt sige ”I går omkring kl. 7 (om aftenen)”. Tænker man, at det var klokken et, giver det ingen mening at sige ”i går”. Det er måske derfor, at Bibelen 2020 har slettet det ord fra teksten og siger: ”Han spurgte dem, hvornår han var begyndt at få det bedre, og de sagde: »Feberen faldt ved ettiden.«”

Det giver ikke mening, at nogle af Johannes’ tidsangivelser skulle være efter romersk skik og andre efter jødisk skik. De må alle følge det samme system, som altså er det romerske. Derfor stod Jesus foran Pilatus omkring kl. 6 om morgenen.

Var der tid nok fra kl. 6 til kl. 9?

Lad os tage vers 13 med i Johs 19: ”Da Pilatus hørte de ord, førte han Jesus ud, og han satte sig i dommersædet på det sted, som kaldes Stenbroen, på hebraisk Gabbata. Det var forberedelsesdagen til påsken, ved den sjette time.” Tænker man på dansk, kan man tro at det angivne tidspunkt var dengang, Pilatus satte sig på dommersædet. Men sådan fungerer hebraisk tænkemåde ikke. Tidspunktet er begyndelsen på disse begivenheder, som går tilbage til 18,28: ”De førte nu Jesus fra Kajfas til statholderens borg. Det var tidligt om morgenen. Udtrykket ”omkring den sjette time” altså kl. seks er en præcisering af ”tidligt om morgenen.”

På denne forårsdag stod solen op i Jerusalem kl. 5.45. Det tog kun et par minutter at gå fra Kajfas til statholderen. Pilatus var tidligt oppe og gik ud til dem. Klokken var endnu ikke seks. Jøderne ville have Jesus henrettet, men Pilatus nægtede i første omgang at afsige en dom. Det kunne have taget fem minutter. Pilatus kaldte Jesus indenfor og forhørte ham. Det kunne tage fem minutter mere. Nu er klokken cirka seks.

Pilatus går igen ud til jøderne, og de forlanger Barabas løsladt. Måske fem minutter mere. Pilatus lod Jesus piske og soldaterne lavede en tornekrone og hånede Jesus. Måske ti minutter mere.
Pilatus førte Jesus udenfor, og jøderne krævede ham korsfæstet. Måske fem minutter mere. Pilatus forhører Jesus igen og jøderne truer Pilatus til at dømme ham. Måske ti minutter mere. Pilatus førte igen Jesus ud og overlod ham til jøderne, som førte ham ud til korsfæstelse, lige uden for bymuren.

Der var ikke særlig langt, måske et kvarters gang, så vi nærmer os kl. syv. Dog kunne det have taget længere tid end normalt, da Jesus var udmattet efter torturen. Men nu ved vi fra de andre evangelier, at der skete noget mere, som ikke er med hos Johannes. I Lukas 23 hører vi om, at Jesus sendes til Herodes og tilbage til Pilatus. Det har måske taget en times tid, men der var ikke langt at gå mellem de to borge i Jerusalem.

Det er ikke noget problem i at få alle disse aktiviteter til at passe ind i de godt tre timer fra lidt i seks til kl. ni. Altså er der overvældende bevis for romersk tidsregning i hele Johannesevangeliet, og enhver modstrid med de øvrige evangelier forsvinder som dug for solen, når man altså får sin tidsregning på plads.