Gud er stor på den fede måde, og jeg er lille på den gode måde

Af Simon Thidemann. Ansvarshavende redaktør.

Der er en rigtig fin historie i Dommerbogen i Det Gamle Testamente, hvor Gideon, der står i spidsen for Israel, står med en hær på ca. 32.000 mand, som han har planer om at gå til angreb på midjanitterne med, men både for Gideon og Gud var det vigtigt, at israelitterne ikke skulle tro, at de vandt over midjanitterne ved egen kraft. De måtte ikke være i tvivl om, at det var på grund af Gud. Derfor sagde Gud til Gideon, at han skulle gøre sin hær væsentligt mindre.

I første omgang sendte Gideon 22.000 mand hjem, men det var ikke nok. Gud ville have flere væk. Til sidst stod Gideon tilbage med en hær på kun 300 mand. Nu er det fint, sagde Gud, ud fra rationalet, at nu kunne ingen bagefter være i tvivl om, at årsagen til deres sejr var Gud og ikke deres egne evner eller storhed. Det er en fuldstændig vanvittig tillidsøvelse at gå fra 32.000 soldater til 300.

Man må virkelig tage hatten af for Gideon, også selvom man i teksten kan læse, at Gideon bestemt ikke var helt tryg ved situationen, men han havde på den anden side oplevet store mirakler ved Gud før, så han var klar til at gøre, som Gud sagde. At arbejde for Gud er en tillidsøvelse. Nogle gange skal ting lægges i graven, før Gud lader noget nyt blomstre. Nogle gange skal vi helt og aldeles give slip på alt vores eget, alle vores egne sikkerhedsforanstaltninger og tryghedsindretninger og så lade Gud komme til. I vores liv. I vores kirke. I vores projekter. I hvad som helst.

Gud har tilsyneladende en forkærlighed for det, der er småt. Det, der ikke ser ud af meget. Når vi træder til siden, kan Gud komme til. Gud brugte stadig Gideon og 300 andre mænd, som skulle gøre præcis, hvad Gud sagde til dem. At have tillid til Gud og at give Gud plads er med andre ord ikke det samme som at gøre ingenting. Det er at gøre det bedste, man overhovedet kan, men med tillid til Gud og ikke sig selv.

På Udfordringen lavede vi for et par år siden en podcast, der hedder ’Giv Gud en chance’. En fremragende podcast, hvis vi selv skal sige det, og som i øvrigt stadig kan findes og lyttes. Titlen dækker over et koncept, hvor mennesker, der ikke tror på Gud, skal give Gud en chance. Men budskabet er absolut også relevant for os, der allerede tror. Giv Gud en chance. Giv ham en chance for at vise, at han er værd at have tillid til.

Gud er nemlig stor på den fede måde, og, som Arvid Asmussen har formuleret det i sin meget smukke lovsang ’Katedral’, så er jeg lille på den gode måde. Så giv Gud en chance, og lad ham vise, at han er stor på den fede måde – og mind gerne dig selv om, at i sammenligning med Gud, så er du lille, men heldigvis lille på den gode måde, og det skader bestemt ikke noget at kigge på sig selv som lille og på Gud som stor. Især ikke i kirkeligt arbejde.